Rumbranchen er på vej mod et niveau, der kan matche luftfartsindustrien, og Europa skal længere frem i skoene, lyder et opråb. Det handler om forsvar, kommunikation, klima og turisme.
Investeringer i rumteknologi er afgørende for at bevare livskvaliteten i en mere ustabil verden.
Sådan lyder det fra Josef Aschbacher, CEO for Den Europæiske Rumorganisation (ESA), ifølge The Guardian.
“Der er mange områder i rummet, hvor Europa ønsker at styrke sin selvstændighed – og i en mere ustabil geopolitisk situation er behovet for øget autonomi helt tydeligt,” siger Josef Aschbacher og fastslår:
“Situationen har ændret sig drastisk.”
ESA’s budget på 7,7 milliarder euro i år er væsentligt mindre end NASA’s på 25,4 milliarder dollars. ESA rummer både EU-landene og Storbritannien.
På niveau med luftfartsindustrien
Donald Trumps slingrekurs skubber på udviklingen, siden den får europæiske ledere til at distancere sig fra USA og øge forsvarsudgifterne, og Europas søgen efter selvstændighed strækker sig nu altså også ud i rummet.
Rumbranchen – med fokus på satellitter, sensorer og raketter – kan ifølge analytikere nå en værdi på 1.000 milliarder dollars årligt, omtrent på niveau med luftfartsindustrien.
Udviklingen er drevet af observationsteknologi, kommunikation og i stigende grad turisme, mens de øgede militærbudgetter accelererer udviklingen.
Klima er et fokuspunkt
Josef Aschbacher mener desuden, at investeringer i videnskabelige projekter som klimaovervågning er afgørende for menneskeheden.
Europa har i årtier arbejdet tæt sammen med USA om den slags på store projekter – som Den Internationale Rumstation, James Webb-teleskopet og Artemis-programmet, der skal bringe mennesker tilbage til månen. Men Trump rejser altså usikkerhed om det fremtidige samarbejde, især da NASA står overfor kraftige nedskæringer.
SpaceX langt fremme
Elon Musk skaber desuden udfordringer for Europas rumstrategi. SpaceX har revolutioneret sine opsendelser via genanvendelige raketter, hvilket Europa også kan drage fordel af, men Musks tætte forbindelse til Trump og hans kontroversielle tilgang til omkostningsbesparelser kan skabe interessekonflikter.
Jared Isaacman – en milliardær og Trumps valg som NASA-administrator – har desuden tidligere betalt SpaceX for en privat rumrejse.
I den forbindelse forsøger de europæiske lande at mindske deres afhængighed af SpaceX’s Starlink-netværk, ikke mindst efter Starlink med Ruslands invasion i 2022 er blevet afgørende for Ukraines militære kommunikation.
Læs mere om den europæiske rumfartsindustri: