En række medier har hæftet sig ved, at den første orbitale raket afsendt fra europæisk jord hurtigt faldt til jorden. Men det generer ikke direktør Daniel Metzler – det er kun begyndelsen. På sigt vil man være en konkurrent til SpaceX.
Selvom raketten Spectrum ikke kom i kredsløb, er det første gang, en europæisk kommerciel rumfartsvirksomhed opsender en orbital raket fra det kontinentale Europa.
Kontrolleret styrt
Det hæfter startuppen bag opsendelsen, Isar Aerospace, sig ved i en pressemeddelelse.
”I den første testflyvning af selskabets Spectrum-løfteraket fra Andøya Spaceport i Norge nåede Isar Aerospace sine fastsatte mål,” lyder det.
”Efter antændelse af sin første etape løftede Spectrum sig succesfuldt kl. 12:30 CEST til sin første testflyvning, der varede cirka 30 sekunder. Det gjorde det muligt for selskabet at indsamle en betydelig mængde flyvedata og erfaring til brug i fremtidige missioner. Efter flyvningen var afsluttet ved T+30 sekunder, faldt løfteraketten i havet på en kontrolleret måde,” ifølge Isar Aerospace.
Og sandt er det, at ingen kom til skade, ligesom man ikke ramte noget på jorden.
Glad CEO
Daniel Metzler, CEO og medstifter af Isar Aerospace, udtaler:
“Vores første testflyvning levede op til alle vores forventninger og var en stor succes,” siger han og uddyber:
”Vi havde 30 sekunders flyvning og fik endda valideret vores Flight Termination System. Vi demonstrerede, at vi ikke kun kan designe og bygge, men også affyre raketter. Jeg kunne ikke være mere stolt af hele vores team for at have arbejdet så hårdt i løbet af de sidste syv år for at nå denne vigtige milepæl. Det er nu tid til at analysere alle data, lære, gentage og være tilbage på affyringsrampen så hurtigt som muligt.”
Mange flere på vej
Lanceringskøretøjer til anden og tredje flyvning af Spectrum er allerede i produktion, melder Isar Aerospace.
Selskabet udvikler, producerer og tester alle komponenter i Spectrum-løfteraketten internt, og ved det nye hovedkvarter nær München, Tyskland, vil Isar Aerospace på sigt være i stand til at producere op til 40 Spectrum-løfteraketter årligt. Det er i hvert tilfælde målet.
FAKTA: Første affyring fra Europa Efter tænding af første trin og opsendelse kl. 12:30 CEST lettede raketten succesfuldt fra affyringsrampen, men blev afbrudt efter 30 sekunder og faldt kontrolleret ned i havet. Den første testflyvning opfyldte de fastsatte mål, og den store mængde flyvedata og erfaring vil bane vejen for fremtidige missioner. Affyringsrampen ved Andøya Spaceport forblev intakt. Spectrum-raket nummer 2 og 3 er allerede i produktion. Kilde: Isar Aerospace |