Ukraine vil begynde at eksportere sine kampafprøvede våben – især droner og missiler – til europæiske allierede og åbne lokale produktionslinjer. Det sker som led i programmet Build with Ukraine, som præsident Volodymyr Zelensky har præsenteret.
Ukraine vil denne sommer underskrive aftaler med europæiske lande om fælles forsvarsproduktion og adgang til ukrainsk teknologi. Danmark, Tyskland, Litauen, Norge og Storbritannien har meldt interesse. Eksporten kan også udvides til lande uden for Europa, der finansierer Ukraines våbenproduktion. Det skriver The Defence Post.
Målet er at styrke forsvaret i Ukraine og partnerlandene midt i krigen mod Rusland og med et muligt russisk angreb mod NATO i sigte. I 2025 fik den ukrainske forsvarsindustri rekordstore 43 milliarder dollar i statsstøtte og dækker nu 40 procent af militærets behov.
Zelensky opfordrer desuden partnerlandene til at afsætte 0,25 procent af BNP til Ukraines forsvarsproduktion i 2026. Initiativet markerer et skifte fra afhængighed af udenlandsk støtte til en rolle som sikkerhedspartner i Europa. Det skal også understøtte EU’s mål om strategisk autonomi og styrke forsyningskæderne.
Hvis man skal tro specialist Niels Vejrup Carlsen, som står bag defencetech-fonden Final Frontier, er danske virsomheder godt positioneret til at samarbejde med ukrainerne.
“Jeg taler med mange ukrainere, og de ukrainske virksomheder vil gerne have danskere med om bord, for de ønsker at udvikle deres virksomheder sammen med danskere,” siger han til 24Victoria.
Læs interviewet med Niels Vejrup Carlsen her: