EIFO smider millioner efter ukrainske defencetech-startups

Ukrainsk soldat og flag foran europæiske bygninger – symbol på defencetech-samarbejde mellem Ukraine og EU
Illustration af ukrainsk soldat. Foto: Gustav Hansson/Shutterstock

Danmarks Eksport- og Investeringsfond investerer 32 millioner kroner i D3 – en venturefond med fokus på tidlige ukrainske defencetech-startups. Målet er, at ukrainsk innovation også skal gavne Europa.

Det er velkendt, at Ukraine har udviklet og implementeret nye teknologier og måder at bekæmpe russerne på. Og den russiske aggression har endda gjort ukrainsk innovation inden for asymmetrisk forsvarsteknologi til den fremmeste i verden lige nu, ifølge Erhvervsministeriet i København.

Men de tidlige ukrainske defencetech-startups har brug for kapital til at fortsætte udviklingen og skaleringen af nye teknologier, og samtidig må Europa omfavne innovation for at komme på forkant med udviklingen, lyder argumentet fra EIFO og Erhvervsministeriet.

For at imødekomme det behov investerer EIFO nu knap 32 millioner kroner i den ukrainske venturefond ’D3 – For Founders who Dare to Defend Democracy.’

”Med støtten til D3 hjælper vi ikke kun Ukraines heroiske forsvar af deres land og deres frihed. Det er også en investering i europæisk sikkerhed, og EIFO åbner døren for, at danske virksomheder får adgang til ny teknologi, viden og partnerskaber. Det er en investering i fremtidens forsvarsindustri, hvor innovation og samarbejde på tværs af grænser er afgørende for både sikkerhed og vækst,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.

Om: D3 – ‘For Founders who Dare to Defend Democracy

D3 er en venturefond med fokus på ukrainske defencetech-virksomheder – i den tidlige fase.

Fonden er etableret i 2023 af Eveline Buchatskiy, Anton Verkhovodov og Elya Chiechienieva med det formål agilt at kunne finansiere innovative founders inden for forsvarsteknologi, som kan hjælpe med at beskytte Ukraine og styrke sikkerheden i Europa.

D3 fungerer som en bro mellem Ukraine – med sin voksende ekspertise inden for asymmetrisk forsvar og relaterede teknologier – og landets allierede, som har kapital og kan være med til at finansiere nye banebrydende teknologier.

Fondens strategi involverer investering i pre-seed og seed-stage forsvarsteknologivirksomheder beliggende i Ukraine og allierede lande.
For virksomheder, der stammer fra Ukraine, tilbyder D3 støtte til at etablere et forretningsgrundlag for global vækst. For virksomheder fra allierede lande skaber D3 muligheder for en blød landing i Ukraines tech-økosystem og forsvarssektor.

Kilde: Erhvervsministeriet
Sidst opdateret: 4. juli 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.