Inden for forsvarsindustrien mangler man fuldstændig blik for, hvordan man kan inddrage en styrkeposition som dansk design i våbenkapløbet. Sådan lyder det fra serieiværksætter, samfundsdebattør og designer Jens Martin Skibsted.
”Det, design kan gøre for defencetech, er, at man hele tiden tænker i mulige verdener – frem for at tænke i, hvad der findes i dag.”
Jens Martin Skibsted har kastet sig ind i debatten om dansk oprustning, som han mener skal gøres på en smartere måde. Ikke mindst i forhold til at inddrage danske styrkepositioner. Han giver et eksempel på, hvordan design kan gå ind og hjælpe.
”Hvis man ser på feltet ud fra en normal tankegang, siger man: Vi har en kampvogn i dag, hvordan kan vi gøre den bedre? Her ser design på en given situation – hvordan kan vi gøre situationen bedre? Så har man nogle bestemte processer og måder at arbejde på for at få den kreative proces i gang. Det fremmer innovation,” siger han.
Så forsvarsindustrien har ikke blik for, hvad design kan bidrage med inden for defencetech?
”Nej, overhovedet ikke. Vi er verdensmestre i at designe – det anerkender selv amerikanerne, og det handler om at finde nye løsninger frem for inkrementelle forbedringer. Hvem havde regnet med, at droner ville spille så stor en rolle inden krigen i Ukraine? Det fandt man ud af lidt tilfældigt, og nu er vi pludselig tilbage ved stillingskrigen,” siger Jens Martin Skibsted og tilføjer:
”I stedet bør man inden for defencetech sige: ’OK – hvad er det for nogle typer innovation, der findes, og hvordan bruger man design-innovation? Hvordan gør vi det på en helt anden og bedre måde?’”
Militæret kan ikke designe
Ifølge Jens Martin Skibsted magter militæret ikke selv designprocesserne.
”Hvis du bare sætter militæret til at designe, kan de ikke, mens almindelige virksomheder – alene – bare laver inkrementel innovation. Og den enkelte designer vil også mangle kompetencer – alene. Men hvis du laver et gruppe-setup og finder en stærk person, der styrer et designteam og kører det parallelt op mod et almindeligt rigidt system, så kan du få resultater,” lyder budskabet.
Droner skulle have været set før
“Man burde for længe siden have udviklet og sat flere droner i produktion i Europa – for i Danmark var vi førende i verden på at lave jetmotorer til droner (modelfly), inden droner fandtes,” påpeger Jens Martin Skibsted.
”Men den tabte vi på gulvet. Vi bør nu i langt højere grad bruge den styrkeposition, vi har inden for design til netop den slags kvantespring. Jeg har boet i Berkeley ved Bay Area ved Chicago og har kendt en masse folk i amerikanske virksomheder med fokus på design. Blandt andet folk fra Apple, som i dag truer vores digitale suverænitet. Men stort set alle designerne var europæere. Hvorfor arbejder de ikke i Europa, på at gøre os strategisk uafhængige?” spørger han retorisk.
Men der er jo sket et skifte i forhold til, at Europa nu vil investere meget mere i europæisk defencetech …
”Jo, vi begynder nu i højere grad at bruge europæiske produkter, men vi skal også tænke meget på, hvad vi får for pengene. Tænk på, hvad en enkelt F35 koster – her kan du få langt flere af Saabs jagerfly. Vi sidder lidt fast i tankegangen, at vi er i et rigt land, så vi skal have dyre våben, men hvad med at prøve at se os selv som et fattigt land? Hvad gør de fattige lande? Herunder skal vi se på vores styrkepositioner. Se for eksempel på Skagen, som er blomstret op igen, fordi man begyndte at lave dybt avancerede trawlere.”
Skal man arbejde med at sætte for eksempel dogme-regler op for at fremme innovation inden for defencetech?
”Ja, helt bestemt, for man skal arbejde på forskellige planer med innovation. Militæret er et lidt stift system, men man kan ikke kun bebrejde dem – politikerne skal også sætte nogle rammer op.
Desuden har det været et problem, at mange af designerne er lidt pacifister. Hvis du spørger mange industrielle designere, så vil de ikke røre det her, men man kommer bare aldrig til et sted i menneskehedens historie, hvor militæret ikke findes.”
Kan du give konkrete bud på, hvordan man skubber på den innovative proces?
”Man kan lave konkurrencer med et specielt fokus, der sætter nogle rammer. Tag filmkunsten i Sovjet i 1920’erne – efter den kommunistiske revolution skulle kollektivet pludselig være helten. Ikke det individuelle. Det gav nogle fuldstændig fremragende film, fordi man blev tvunget til at innovere for offentlige penge,” siger Jens Martin Skibsted og giver et andet eksempel:
”Erhvervsministeriet havde fat i noget med Mindlab og en semi-inhouse design-task-force, der servicerede en række ministerier. Det er også en metode, som mange store firmaer bruger, fordi det udfordrer deres almindelige processer. Det vil sige, de laver en hybridmodel. I forhold til defencetech skal man både have militæret, forsvarsvirksomhederne og et semiautonomt designteam med,” siger Jens Martin Skibsted og tilføjer:
”Du behøver ikke disrupte alt. Man kan for eksempel sagtens både have jagerfly og droner, og innovationsformer udelukker heller ikke hinanden. Men hvis du skal lave noget, der truer din egen base – så skal det uden for dit eget økosystem.”
Læs mere om dansk defencetech: