Unavngiven dansk virksomhed investerer i ukrainsk forsvarsvirksomhed

En dansk investering overføres til Ukraine med støtte fra EIFO, symboliseret af hænder foran danske og ukrainske flag.
Danmark og Ukraine samarbejder en del på forsvarsområdet. Foto: Shutterstock. Illustration: Gustav Hansson.

En unavngiven dansk virksomhed investerer i ukrainsk produktion af udstyr til elektronisk krigsførelse. En investering, som Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO, red.) har muliggjort via deres investeringsgaranti. I løbet af april 2025 blev EIFOs investeringsgaranti etableret. Ordningen har en økonomisk ramme på 1 milliarder kroner, og formålet er at understøtte danske virksomheders engagement i den […]

En unavngiven dansk virksomhed investerer i ukrainsk produktion af udstyr til elektronisk krigsførelse. En investering, som Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO, red.) har muliggjort via deres investeringsgaranti.

I løbet af april 2025 blev EIFOs investeringsgaranti etableret. Ordningen har en økonomisk ramme på 1 milliarder kroner, og formålet er at understøtte danske virksomheders engagement i den ukrainske forsvarssektor.

EIFOs garantiordning dækker op til 70 procent af investerings købesum, hvorved der skabes et mere stabilt investeringsgrundlag for den aktuelle virksomhed.

Nu stilles den første garanti så.

Helt konkret stiller EIFO en garanti til en investering på 12 millioner kroner til en unavngiven dansk virksomhed, fremgår det af en pressemeddelelse.

Virksomhedens navn må ikke oplyses af sikkerhedsmæssige årsager, men for Peder Lundquist, der er CEO i EIFO, er dette en case på forhåbentlig endnu flere garantier i fremtiden.  

“Ved at dække en stor del af risikoen gør vi det muligt for både store og små danske virksomheder at investere i den ukrainske forsvarsindustri. Vi ser gerne på alle projekter og teknologier, der bidrager til forsvar og forretningsudvikling i begge lande. Den første sag er et stærkt eksempel, og er du en dansk virksomhed med interesse i Ukraine, så kontakt os. Denne ordning (EIFOs garantiordning, red.) giver os én milliard kroner til at bakke op om vores fælles mål: At bidrage til dansk-ukrainsk forsvarsinnovation og resiliens,” udtaler han.

Kan gavne os alle

Den danske virksomhed investerer helt specifikt i en ukrainsk forsvarsvirksomhed, der, grundet stigende efterspørgsel fra det ukrainske forsvar, skal opskalere deres produktion af udstyr til eksempelvis bekæmpelse af russiske droner. Navnet på den ukrainske virksomhed fremgår heller ikke.

Den danske virksomhed kan dermed se frem til at øge aktiviteten i Ukraine. Dét skal ske gennem skalering af teamet på både salg, udvikling og service, i takt med at efterspørgslen stiger. Med investeringen får den danske virksomhed også mulighed for at videreudvikle produkter til beskyttelse mod fjendtlige droner.

For erhvervsminister Morten Bødskov (S) er investeringen et eksempel på den klassiske frase om en for alle, og alle for en.

“Danmark viser endnu en gang, at Ukraines kamp for frihed også er vores kamp for frihed. Med denne investering understreger vi, at danske virksomheder ikke tøver med at bakke Ukraine op, når det virkelig gælder. Vores garanti er et bevis på, at Danmark tager ansvar og står skulder ved skulder med ukrainerne – også når det handler om innovation og beskyttelse mod russiske droner. Det er afgørende, at vi hjælper Ukraine med at udvikle de kapaciteter, der kan gøre en forskel på slagmarken og styrke friheden – både i Ukraine og i Europa,” forklarer han.

Sidst opdateret: 8. oktober 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.