Den danske forsvarsvirksomhed UXV Technologies har indgået en strategisk samarbejdsaftale med den litauiske virksomhed, Aktyvus Photonics, der udvikler avanceret laserteknologi. Aftalen blev torsdag underskrevet i Vilnius af UXV’s CEO, Steven Friberg, og Aktyvus Photonics’ CEO, Laurynas Šatas, i forbindelse med et dansk-litauisk erhvervsforum under det danske kongepars statsbesøg i Litauen. Laserteknologi integreres Samarbejdet betyder, at […]
Den danske forsvarsvirksomhed UXV Technologies har indgået en strategisk samarbejdsaftale med den litauiske virksomhed, Aktyvus Photonics, der udvikler avanceret laserteknologi.
Aftalen blev torsdag underskrevet i Vilnius af UXV’s CEO, Steven Friberg, og Aktyvus Photonics’ CEO, Laurynas Šatas, i forbindelse med et dansk-litauisk erhvervsforum under det danske kongepars statsbesøg i Litauen.
Laserteknologi integreres
Samarbejdet betyder, at Aktyvus Photonics’ laserteknologi integreres direkte i UXV’s kameraer, som kan monteres på droner og ubemandede køretøjer. Dermed samles kamera og laser i én enhed, frem for som hidtil at være separate systemer. Det gør det muligt både at overvåge og præcist udpege mål fra samme platform.
Ifølge Steven Friberg kan løsningen markant reducere tiden fra identifikation af et mål til effekt.
Traditionelt har udpegning med laser krævet, at en soldat befandt sig tæt på målet med håndholdt udstyr, men den nye løsning flytter denne kapacitet op i luften. Teknologien kan blandt andet anvendes sammen med laserstyrede våbensystemer, hvor missiler styres mod et mål med høj præcision.
USA stadig det største marked
Partnerskabet kommer på et tidspunkt, hvor UXV Technologies oplever kraftig vækst. I 2024 rundede virksomheden for første gang en omsætning på over 100 millioner kroner – en stigning på 25 procent fra 2023.
Selvom Europa altså opjusterer voldsomt på forsvarsområdet er USA stadig det største marked for UXV Technologies. USA udgør omkring 80 procent af efterspørgslen.
Det fortalte Steven Friberg til Børsen i sommers. Men UXV Technologies regner stærkt med, at den europæiske efterspørgsel efter droner vil stige endnu mere i fremtiden.
”USA er stadig langt foran EU i forhold til at kunne handle hurtigt og tage større risiko, men over de næste ti år bliver Europa et vigtigt vækstmarked for os. Europa har lært, at det var en gigantisk sovepude at tro, at USA vil redde os til hver en tid. EU er stadig præget af omfattende bureaukrati, og tingene tager længere tid. Men tendensen ser ud til at ændre sig nu,” lyder det fra Steven Friberg.
Direktøren forventer, at omsætningen vil stige til 1 milliard kroner inden 2030 grundet den massive efterspørgsel.
En efterspørgsel, som virksomheden arbejder ihærdigt på at imødekomme. I foråret 2025 åbnede de en ny fabrik på 3.000 kvadratmeter, og Steven Friberg regner med, at den skal udvides på sigt.
| FAKTA: UXV Technologies UXV Technologies er en dansk forsvarsvirksomhed med hovedsæde i Ishøj. Virksomheden blev grundlagt i 2014 af CEO Steven Friberg og udvikler fjernstyringskonsoller, sensorer og kameraløsninger til droner og ubemandede systemer til militært brug. UXV leverer teknologi til både europæiske og amerikanske kunder, herunder store forsvarsvirksomheder som Lockheed Martin og Rheinmetall. I 2024 omsatte virksomheden for godt 100 millioner kroner og har i dag omkring 150 medarbejdere. UXV har en klar ambition om at vokse markant og nå en milliardomsætning inden 2030. Kilde: UXV Technologies |
Læs mere: