Dansk defencetech rykker, og Tyskland bliver det første land til at tage Systematics nyudviklede løsning, SitaWare Battlefield Health, i brug. Det er et system, der kan redde liv ved at håndtere sundhedsdata og militære operationer i realtid. Løsningen gør det muligt at følge en såret soldat hele vejen fra skadested til endelig behandling, selv når […]
Dansk defencetech rykker, og Tyskland bliver det første land til at tage Systematics nyudviklede løsning, SitaWare Battlefield Health, i brug. Det er et system, der kan redde liv ved at håndtere sundhedsdata og militære operationer i realtid. Løsningen gør det muligt at følge en såret soldat hele vejen fra skadested til endelig behandling, selv når netværksdækningen er begrænset.
Systemet forener to af Systematics ekspertiseområder – forsvar og sundhedsteknologi – og giver militæret et samlet digitalt overblik over sårede, deres sundhedsdata og evakueringen. Nikolaj Bramsen, CEO i Systematic, er begejstret.
”Systematic er blandt de få, der leverer effektive, velafprøvede løsninger til både forsvar og sundhedsvæsen. Det sætter os i en unik position til at kunne levere noget, som få andre kan, fordi vi kan kombinere vores ekspertise fra to ret komplekse domæner i én løsning. Vi ser det som en kæmpe tillidserklæring, at Tyskland vælger at købe Battlefield Health som det første land,” siger Nikolaj Bramsen.
Nato-lande investerer massivt
SitaWare Battlefield Health bygger ovenpå SitaWare-platformen – verdens mest udbredte kommando-kontrolsystem, som allerede anvendes af 19 NATO-lande samt Five Eyes-alliance (USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand).
Battlefield Health kan derfor integreres direkte i det militære kommandosystem. Hermed bidrager Battlefield Health til at opbygge det samlede operationelle billede – et holistisk overblik over situationen på slagmarken, ifølge en pressemeddelelse.
”NATO-landene investerer massivt i digitalisering og interoperabilitet, og vi ser et betydeligt potentiale for SitaWare Battlefield Health. Med vores etablerede position hos NATO-alliancen har vi et solidt udgangspunkt for at levere løsninger, der redder liv og styrker alliancens operative sammenhæng,” fortæller Nikolaj Bramsen.
Digitalt overblik erstatter papir
I dag bliver tyske soldaters skader noteret på et stykke papir af den første sygehjælper, der når frem, og papiret følger med den sårede under den videre transport. Med SitaWare Battlefield Health registreres informationerne digitalt, kobles med soldatens grundlæggende sundhedsdata – og når frem til behandlingsstedet, før soldaten ankommer. Data følger soldaten gennem hele forløbet.
Mathis Dahlqvist er ansvarlig for Battlefield Health hos Systematic. Han fortæller, at Systematic har arbejdet intensivt med at udvikle SitaWare Battlefield Health det seneste år, netop fordi der mangler et system internationalt, der både kan håndtere evakueringen af sårede, og som samtidig følger soldaten hele vejen.
“Fra skadested til afsluttet behandling. Med denne løsning er papirarbejdet nu afløst af adgang til opdaterede sundhedsdata – selv i områder med dårlig eller ingen datadækning. Det øger soldatens chancer for at overleve,” siger Mathis Dahlqvist.
Skabt til moderne krigsførelse
Mathis Dahlqvist forklarer, at Ruslands invasion af Ukraine har ændret måden krig og redning føres på. Omfattende brug af droner betyder, at sårede soldater ikke altid kan evakueres med det samme, men må behandles i felten i længere tid. Derfor er det afgørende, at alle behandlinger bliver dokumenteret og videregivet til forberedelse for næste led i evakueringskæden.
Det sker via SitaWare Battlefield Health, som sender data om soldatens tilstand og behandling i real time via militære kommunikationsnetværk, for eksempel krypterede radiokanaler. Det er alt sammen med til at styrke soldatens chance for at overleve.