Venturefonden Final Frontier har investeret i den norske forsvars-startup BlinkTroll, der modtager 1,5 millioner euro i pre-seed-finansiering til at fremme avancerede træningssystemer til NATO-allierede.
Final Frontier investerer i nordiske startups inden for rum- og forsvarsteknologi. Fonden har rejst 4,5 millioner euro og har mobiliseret en række tunge profiler fra den danske forsvarsindustri. Blandt andre tidligere generalsekretær for NATO og Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, samt Michael Holm, CEO for defencetech-giganten Systematic.
Investerer i soldatertræning
BlinkTroll blev grundlagt i 2022 af to norske soldater, der havde oplevet afgørende mangler i de eksisterende træningssystemer i det norske forsvar.
Nu har man så finansiering til at accelerere udrulningen af BlinkTrolls autonome træningssystemer, der skal forbedre kampberedskabet hos NATO-styrker. BlinkTroll genopfinder for eksempel skydeøvelser med autonome, bevægelige mål.
”Vores produkt er lavet af soldater, for soldater,” siger Kenneth Skorpen, CEO og grundlægger af BlinkTroll i en pressemeddelelse.
”Vi har designet BlinkTroll for at hjælpe vores tidligere kollegaer – de folk, der stadig er i tjeneste. Realisme og enkelhed var vores højeste prioritet , og det handler om at demokratisere adgangen til træning af høj kvalitet. Det har stor effekt i hele forsvarssektoren.”
Opskalering på vej
Pre-seed-runden er også støttet af et norsk ’family office’ med mere end 25 års erfaring i investeringer i tidlige startups.
Den rejste kapital skal gøre det muligt for BlinkTroll at opskalere produktionen, accelerere produktudviklingen og udvide tilstedeværelsen hos europæiske forsvarsstyrker.
Esben Gadsbøll står i spidsen for Defence Highway Innovation og Danish Tech Startups. Han udtaler:
”Det er inspirerende at se nordiske forsvars-startups som BlinkTroll udvikle teknologi, der direkte understøtter soldaterne på frontlinjerne. Det er netop den type founder-drevet innovation, som europæisk forsvar har brug for, hvor dyb operationel indsigt kombineres med den hastighed og det fokus, vi nu ser i Ukraine.”
Læs også om Sparinvests nye forsvarsfond
Om: Final Frontier Final Frontier er en dansk venturefond, der investerer i europæiske startups med speciale i rum- og forsvarsteknologier for at styrke den kommercielle udvikling af rummet og øge den europæiske forsvarsindustris innovationskraft. Fonden blev grundlagt i 2024 af Niels Vejrup Carlsen, som før Final Frontier var General Partner hos SEED Capital og har haft bestyrelsesposter i fremtrædende danske startups som Trustpilot, Vivino, Lunar og Dixa. Kilde: Final Frontier |
Læs mere om defencetech: