EIFO investerer trecifret millionbeløb i maritim dronevirksomhed fra USA

Richard Jenkins, CEO för Saildrone, utendørs foran havet i rød jakke
Richard Jenkins er CEO i Saildrone. Foto: Saildrone

Danmarks Eksport- og Investeringsfond – EIFO – har investeret 164 millioner kroner i amerikanske Saildrone, som endda placerer sit europæiske hovedkontor i Danmark.

EIFO investerer stort for tiden.

For nylig smed de penge efter Healthcap IX, og nu har de investeret 164 millioner kroner i amerikanske Saildrone, der siden 2009 har udviklet ubemandede, maritime forsvarsdroner. Det fremgår af en pressemeddelelse fra EIFO selv.

Med investeringen indgås der også et strategisk samarbejde, hvor Saildrone, som har hovedsæde i Alameda i Californien, etablerer et europæisk hovedkvarter i København.

“Danmarks unikke geografiske og politiske position i hjertet af Nordeuropa gør det til det perfekte sted at etablere vores europæiske hovedkvarter og operationelle hub. Vi planlægger at udrulle Saildrones maritime efterretningsindsamling til flere NATO-lande i løbet af året, i samarbejde med det danske forsvar. Vores mål er at sikre ”24/7, året rundt” overvågning af alle kritiske infrastrukturer i Østersøen og Nordsøen, og dermed beskytte værdifulde installationer for nuværende og kommende generationer,” lyder det fra Richard Jenkins, der er CEO i Saildrone.

Dansk begejstring

EIFO og Saildrone har været i dialog i mere end halvandet år, hvor Saildrone til sidst tilbød EIFO at komme med ind som lead på deres netop afsluttede investeringsrunde. En investeringsrunde, som sikrer knap 400 millioner kroner til Saildrone og virksomhedens kommende vækstplaner.

Peder Lundquist, der er CEO i EIFO, har følgende at sige om den store investering:

”Saildrone er en førende virksomhed i et stærkt voksende marked, og de vælger at placere deres europæiske brohoved i Danmark med alt, hvad det indebærer. Med investeringen får vi adgang til teknologi, der kan sikre overvågningen af store havområder på en effektiv og markant billigere måde end i dag. Udover de forsvarsmæssige perspektiver, er det en rigtig god business case i sig selv, og vi får med investeringen udbygget relationerne til en vigtig strategisk partner i forsvarsindustrien.”

Og netop de nye relationer i forsvarsindustrien er vigtigt at hæfte sig ved. Erhvervsminister Morten Bødskov (S) ser nemlig investeringen som et vigitgt signal inden for den vestlige forsvaralliance.

”Verden bliver stadig mere usikker og konfliktfyldt. Derfor er det vigtigt, at Danmark etablerer sig som en stærk medspiller i den vestlige forsvarsalliance. Med truslen mod Europa, i Arktis og mod kritisk infrastruktur i de danske farvande er det klart, at vi skal bidrage yderligere. Derfor har vi på det seneste søsat flere initiativer, der skal styrke udviklingen af dansk forsvarsindustri. EIFOs investering i Saildrone er endnu et væsentlig bidrag, som ikke bare giver os adgang til en konkret og kritisk teknologi, men som også tiltrækker endnu en amerikansk teknologivirksomhed til Danmark og skaber relationer over Atlanten,” udtaler han. 

Sidst opdateret: 15. maj 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.