Sasha – der understøtter sikkerhed på tværs af platforme – er udpeget som en af 40 globale vindere ved World Summit Awards 2025. “At blive udvalgt som en af de 40 bedste digitale løsninger i verden er en enorm anerkendelse,” siger Thomas Eriksson, stifter af Sasha. Han uddyber: “Sasha er et akronym for Safe Share, […]
Sasha – der understøtter sikkerhed på tværs af platforme – er udpeget som en af 40 globale vindere ved World Summit Awards 2025.
“At blive udvalgt som en af de 40 bedste digitale løsninger i verden er en enorm anerkendelse,” siger Thomas Eriksson, stifter af Sasha.
Han uddyber:
“Sasha er et akronym for Safe Share, og for os handler det ikke kun om at bygge software, men om at bruge teknologi som et værktøj til social bæredygtighed. Vi vil gøre digital sikkerhed og samtykke til en teknisk realitet for alle.”
Med fokus på verdensmål
Udvælgelsen skete blandt flere hundrede projekter fra over 60 lande, og Sasha er udpeget som vinder i kategorien Inclusion & Empowerment.
Prisen anerkender digitale applikationer og innovationer, der bidrager til at opfylde FN’s Verdensmål. Med udnævnelsen træder Sasha ind i kredsen af tidligere danske vindere som Too Good To Go og Be My Eyes.
WSA-juryen har vurderet Sasha på virksomhedens evne til at skabe målbar social forandring. Virksomhedens Digital DNA-teknologi, der har til formål at forebygge billedbaserede overgreb og digital afpresning, adresserer to centrale Verdensmål:
Verdensmål 5 (Ligestilling): Billedbaseret misbrug rammer kvinder og piger uforholdsmæssigt hårdt. Sashas teknologi bidrager til at forebygge digital vold (delmål 5.2) og styrker brugen af teknologi til empowerment (delmål 5.b).
Verdensmål 16 (Fred, retfærdighed og stærke institutioner): Ved at skabe større gennemsigtighed og ejerskab over digitalt indhold understøtter Sasha tryggere digitale fællesskaber og bedre adgang til retfærdighed for ofre.
Fra EU-toppen til verdensscenen
Prisen kommer i forlængelse af et år med øget politisk og international opmærksomhed.
Founder og serieiværksætter, Thomas Eriksson, blev inviteret af digitaliseringsminister, Caroline Stage, som keynote-taler ved et EU-formandskabsmøde for europæiske digitaliseringsministre, hvor også EU-kommissær, Henna Virkkunen, deltog.
Sashas internationale position understreges yderligere af en placering på The Europas Top 100 over Europas mest innovative startups samt deltagelse ved den internationale tech-konference Web Summit. Derudover har virksomheden, som har base i Odense, modtaget flere anerkendte danske priser.
Officiel fejring i Wien
Den formelle prisoverrækkelse finder sted ved WSA Global Congress i Wien den 19.–23. maj 2026. Her skal Sasha repræsentere Danmark i en global delegation af innovatører, der alle arbejder for at bidrage til opfyldelsen af FN’s Verdensmål frem mod 2030.
De danske nominatorer – Per Bach fra Sociale Entreprenører i Danmark og Michael Lundorff-Hansen fra Innopixel – udtaler:
“Sasha er et lysende eksempel på, hvordan dansk innovation kan være med til at løse globale menneskelige udfordringer. Det er en fortjent anerkendelse af et team, der tør sætte nye standarder for sikkerhed i den digitale offentlighed.”
Læs mere: