Det danske cyberlandshold er draget til Polen for at deltage ved EM i cybersikkerhed. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) påpeger vigtigheden af konkurrencen grundet den skærpede sikkerhedspolitiske situation. Fra den 6. til den 10. oktober dyster det danske cyberlandshold, bestående af ti af de bedste hackere i Danmark, om at kunne kalde sig europamester i […]
Det danske cyberlandshold er draget til Polen for at deltage ved EM i cybersikkerhed. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) påpeger vigtigheden af konkurrencen grundet den skærpede sikkerhedspolitiske situation.
Fra den 6. til den 10. oktober dyster det danske cyberlandshold, bestående af ti af de bedste hackere i Danmark, om at kunne kalde sig europamester i cybersikkerhed.
Den polske hovedstad Warszawa danner rammen, og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) understreger, at det ikke blot er sjov og ballade.
”Danmark og Europa befinder sig i en skærpet sikkerhedspolitisk situation, hvor intensiverede hybride virkemidler, herunder destruktive cyberangreb, er noget, vi skal forholde os til. Derfor er det også meget positivt at se unge, talentfulde mennesker engagere sig i cyberlandsholdet og dygtiggøre sig til at kunne bidrage til at passe på Danmark og danske interesser,” udtaler han i en pressemeddelelse.
Kan overføres til den ’virkelige verden’
Europamesterskaberne i cybersikkerhed består af flere dages dyst i cyberspace. I én disciplin får landsholdet en server, de skal forsvare, mens de selv skal angribe og forsøge at udnytte de øvrige holds servere. I en anden disciplin skal de blandt andet finde information i sårbare apps, websider eller netværkstrafik.
Scenarier, der minder om nogle de af udfordringer, der kan opstå i den virkelige verden. Derfor kan det også være med til at styrke danske virksomheders konkurrenceevne og cybersikkerhed, fordi flere unge får øjnene op for at arbejde med cybersikkerhed.
”Selvom det kun er de allerbedste, vi nu sender afsted til EM, så arbejder vi generelt på at skabe en bredt favnende bevægelse, der skal inspirere flere unge til at vælge at starte uddannelse, karriere eller egen virksomhed inden for IT- og cybersikkerhed. På den måde sikrer vi, at danske virksomheder – også i fremtiden – står stærkt inden for cybersikkerhed,” siger Malene Stidsen, der er chef for Industriens Fonds cybersikkerhedsprogram.
Topplacering i sigte
De seneste år har Danmarks unge hackere gjort sig særligt bemærket i Europa med top-5 placeringer fire år i træk. Det er også, selvom konkurrencen fra store cybernationer som Italien, Tyskland og Polen har været støt stigende de senere par år.
Det ryster dog ikke landsholdstræner, Jens Myrup, som ser stort potentiale i de ti udvalgte fra talentpuljen bestående af hele 700 hackere i alderen 15-25 år.
”Vi har nogle exceptionelt dygtige og dedikerede spillere, som har lagt virkelig meget energi i træningen. De er fantastiske eksempler på den talentmasse og vilje, der er i det danske cyberfællesskab, og dem kan både jeg og Danmark være rigtig stolte af at sende til EM,” siger Jens Myrup Pedersen, der også er professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet