Cybertruslen mod Danmark vurderes generelt set til at være høj, hvorfor det er nødvendigt, at virksomheder har styr på deres it-sikkerhed. Der mangler dog it-medarbejdere. Det er ved at være velkendt, at cybertruslen mod Danmark er på et ret højt niveau. Et angreb kan have fatale konsekvenser for den pågældende virksomhed – eksempelvis ved at […]
Cybertruslen mod Danmark vurderes generelt set til at være høj, hvorfor det er nødvendigt, at virksomheder har styr på deres it-sikkerhed. Der mangler dog it-medarbejdere.
Det er ved at være velkendt, at cybertruslen mod Danmark er på et ret højt niveau.
Et angreb kan have fatale konsekvenser for den pågældende virksomhed – eksempelvis ved at få sat deres webshop ud af spil, få lækket oplysninger eller noget helt tredje. Danmarks infrastruktur i form af el, varme og vand kan også sættes helt ud af spil ved et cyberangreb.
Det er derfor alfa og omega, at virksomhederne er gearet til de mulige trusler. Men det er ikke alle, skriver DR.
”Vi ved, at langt de fleste danske virksomheder kæmper både med at få de nødvendige kompetencer på it-området helt generelt, men så sandelig også på cybersikkerhedsområdet,” fortæller Andreas Holbak Espersen, der er branche-direktør for DI Digital, til DR.
Problemet er især udbredt blandt små- og mellemstore virksomheder (SMV). Tal fra SMVdanmark viser nemlig, at 40 procent af de små- og mellemstore virksomheder ikke har et digitalt sikkerhedsniveau gearet til deres risikoprofil.
Nyuddannede kan være en del af løsningen
En måde at få de rette ressourcer til at it-sikre sin virksomhed er ved at ansætte kompetente medarbejdere. Der mangler dog it-medarbejdere, hvorfor en række af de danske uddannelsesinstitutioner har fokus på at uddanne flere.
DR har været i kontakt med både Aarhus Universitet, Erhvervsakademi København og Erhvervsakademi Aarhus, som melder om et stigende antal ansøgere.
Både Erhvervsakademi København og Erhvervsakademi Aarhus har endda oprettet en helt ny cybersikkerhedsuddannelse for at komme manglen på it-medarbejdere til livs.
Problemet er dog, at da der er tale om en helt ny uddannelse, der stadig er i gang med at blive bygget op, er der pt. kun plads til 80 studerende – også selvom Erhvervsakademi København modtog 431 anøgninger, og 196 af dem var førsteprioriteter.