Malene Stidsen er programchef for cybersikkerhed i Industriens Fond. I et interview med 24Victoria beskriver hun, hvordan man kan booste dansk cybersikkerhed, herunder startups på feltet. Det første problem, når man arbejder med danske virksomheder inden for cybersikkerhed, er at få overblik på feltet – ifølge Malene Stidsen. ”Danmark har en lille cybersikkerhedsindustri, og du […]
Malene Stidsen er programchef for cybersikkerhed i Industriens Fond. I et interview med 24Victoria beskriver hun, hvordan man kan booste dansk cybersikkerhed, herunder startups på feltet.
Det første problem, når man arbejder med danske virksomheder inden for cybersikkerhed, er at få overblik på feltet – ifølge Malene Stidsen.
”Danmark har en lille cybersikkerhedsindustri, og du finder den ikke som kategori hos Danmarks Statistik. TDC er et eksempel på en aktør, der sælger cybersikkerhed, men også en hel masse andet,” siger hun og uddyber:
”Vi har forsøget at kortlægge antallet af cyberstartups. For fem år siden var der cirka 40 i vores interne opgørelse. I dag er der omkring 60 – hvilket er lavt i forhold til potentialet. De har desuden svært ved at skalere. Det er et teknisk komplekst område, hvor man både skal kunne identificere trusler og udvikle løsninger i et område, der hele tiden udvikler sig. For virksomhederne – altså kunderne – handler det om sikkerhed i kerneforretningen. Her eksperimenterer man ikke så gerne med en ny startup. Og derfor er det svært for nye aktører at komme ind på markedet.”
Danmark halter efter
Danmark halter særligt efter lande som Sverige, Israel og USA, ifølge analysen fra Industriens Fond.
”Dog kæmper de lande med mange af de samme problemer,” siger Malene Stidsen, inden hun peger på, hvad der virker i Israel.
”På studieture til Israel har jeg set, hvordan de henter store mængder venturekapital til cyberstartups – blandt andet på grund af den stærke kobling mellem militær og civilsamfund, som også giver grobund for forretningsudvikling. England og Israel har desuden arbejdet målrettet med acceleratorprogrammer til cybersikkerhed.”
Mangler Danmark acceleratorprogrammer?
”Det er et relevant spørgsmål, men svært at besvare entydigt. Hvis startups kan deltage i eksisterende udenlandske programmer eller mere generelle tech-acceleratorer i Danmark, er det også en mulighed. Spørgsmålet er desuden, om vi overhovedet har en stærk nok pipeline herhjemme. Er der nok kvalificerede startups?”
Har investorerne problemer med at gennemskue feltet?
“Ja, hele investorlaget har svært ved at forstå cybersikkerhed. Investorerne har svært ved at forstå forretningsmodellerne bag cybersikkerheds-startups, derfor har Industriens Fond også fokuseret på økosystemet: Opbygning af netværk og community – for eksempel via Cyber Angel Academy, som uddanner investorer i cybersikkerhed.”
Er en kobling til militæret en fordel?
”Det kan det være, men ikke nødvendigvis. Adgang til venturekapital og stærke vidensmiljøer er afgørende.”
Læs også vores artikel om den høje cybertrussel mod Danmark
| FAKTA: Uddannelse i fokus for at opkvalificere dansk cybersikkerhed Malene Stidsen påpeger, at uddannelse og opkvalificering er afgørende. Flere aktører bidrager til dette, blandt andre DTU, ITU, erhvervsakademier, Aalborg Universitet og SDU. Derudover er flere initiativer i gang: · Fast Track-programmer træner folk i cybersikkerhed via fire forskellige spor, tilpasset forskellige målgrupper. · IDA tilbyder forløb for ingeniører. · Specialisterne arbejder med personer med autisme og andre diagnoser, som kan passe ind. · ReDI School arbejder med migrantkvinder, som har kompetencer, men ofte ikke bruger de uddannelser de har med fra udlandet. · Arbejdsløse akademikere, særligt humanister, kan via korte forløb (3–6 måneder) få erfaring og arbejde med governance, awareness eller policy. ”De bliver ikke top-specialister, men kan varetage vigtige funktioner forbundet med cybersikkerhed i virksomhederne,” siger Malene Stidsen. · KEA har lanceret en cybersikkerhedsuddannelse, der angiveligt er meget efterspurgt. Kilde: Industriens Fond |