Venstre: V2G-teknologi i elbiler kan løse udfordringen med at lagre grøn energi

Christian Friis Bach er klima- og energiordfører for Venstre. Pressefoto

Hidtil har elbiler kun modtaget strøm fra elnettet, men via den nye Vehicle-to-Grid teknologi (V2G) vil bilerne også kunne aflade til elnettet. Det er den nemmeste måde at løse problemet med energilagring, lyder det fra Venstres energiordfører, Christian Friis Bach, i et interview med 24Victoria.

Visionen er, at bilerne skal købe strøm i de billige timer og sælge til Energinet i de dyre, hvilket vil give bilejeren en økonomisk gevinst og hjælpe Energinet med at sørge for balance i strømforsyningen.

Og allerede i 2026 kan de første elbiler med V2G-teknologi sende strøm tilbage i elnettet, mens en bredere udrulning kan tage to til fem år, ifølge estimater.

Venstre bakker op

Klima- og energiordfører for Venstre, Christian Friis Bach, påpeger, at elektrificeringen er helt afgørende for den grønne omstilling.

”Hvis langt flere virksomheder kan køre på el, vil det være smart, så det skal vi sætte turbo på,” siger han. Ordføreren fremhæver de store problemer med at lagre energi fra sol og vind, som 24Victoria også har beskrevet.

Vi ser meget store udfordringer – det handler om teknik, transmissionstab og lagerkapacitet – det er de tre problemer. Det tekniske arbejder man på i Power-to-X-industrien, som skal omdanne sol og vind til noget der kan lagres, og det går heldigvis fremad.”

Hvor ser du de lavthængende frugter i forhold til at gemme energi fra sol og vind?

”De lavthængende frugter er V2G-teknologien. Der er store perspektiver i den elektriske bilpark, hvor man kan lagre energi. Alle elbiler kan gå hen og blive lagerenheder – hvis du pendler 20 kilometer, og din bil kan lagre til 400 kilometer, kan den lagre om natten, og når den er sluttet til på en arbejdsplads, kan den give energi til arbejdspladsen. Elbilen bliver en del af infrastrukturen.”

Hvad kan man fra politisk side gøre for at få bilerne mere i spil?

”Vi kan se på hele afgiftssystemet. Hvis vi politisk kan få skabt rammerne for at ændre afgifterne, kan man ændre fra registreringsafgift til kørselsafgiftet. Hvis man i dag har solceller og samtidig skal betale bilafgifter, så clasher de to. V2G teknologien vil også fordre ændringer i den måde, man driver elnettet på. På sigt skal vi ind og kigge på hele afgiftssystemet for bedre at styre lagerkapaciteten.”

Går den politiske proces hurtigt nok?

”Vi burde have mere fart på disse beslutninger, for det er helt afgørende for den grønne omstilling.”

Oplever du opbakning blandt dine kolleger i andre partier?

”Ja, der er et stort fokus på lagerkapacitet. Uden, bliver det svært at udrulle den vedvarende energi, for så vil elpriserne være pressede – og investeringer vil være pressede. Men udrulningen afhænger også af, at man kan omdanne til noget andet – power-to-X.”

Bred aftale bag brintrør

Christian Friis Bach peger i den forbindelse på en bred politisk aftale fra februar, der finansierer et stort brintprojekt med fokus på eksport af grøn energi. Staten kommer med et lån på 7,4 milliarder kroner og en driftsstøtte på op til 8,3 milliarder kroner til etableringen af et brintrør fra Esbjerg til den tyske grænse.

”Brintrøret vil i sig selv kunne give en større lagerkapacitet. Og så er der de andre dele, som vi investerer i og arbejder på. For eksempel større underjordiske gaslagre, så man kan lagre brint og biogas. Hvis det kan fungere, kan man i fremtiden nemt og hurtigt få biogassen ind som booster, og hvis vi får en langt større elektrificering, vil man kunne få et energisystem, som kan fungere uafhængigt af sol og vind,” siger ordføreren.

Skal man, som nogen mener, også blive bedre til at udnytte tag til solceller i stedet for marker?

”Ja. Hele udrulningen på tag har vi stort fokus på. Men også på vand og havarealer. Og det går heldigvis godt. På tag stiger det med en 20-30 procent om året, og vi har fået bedre muligheder for leasing. Vi har også kig på modregningsregler og hele selskabsdannelsen til kommunerne. Det er alt for bøvlet og bureaukratisk i dag,” siger Christian Friis Bach.

Læs mere om udfordringer og løsninger i energisektoren:

Sidst opdateret: 23. april 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.