Karl Sperling er lektor og Ph.D. ved Institut for Bæredygtighed og Planlægning ved Aalborg Universitet, hvor han forsker i energiplanlægning. 24Victoria har talt med ham om solceller, efter landets største entreprenør på feltet gik konkurs for nylig.
Ser du problemer for solcellemarkerne?
”Jeg tror ikke grundlæggende, at alle de store solcelleparker er i problemer. Der er nogle strukturelle udfordringer af teknologisk karakter, også i forhold til det elmarked, de skal producere ind til,” siger Karl Sperling og uddyber:
”Det vil sige, at der er høj produktion om sommeren, og så har vi et spotmarked, der afregner efter ’merit order’ – altså den sidst bydende enhed, som får lov til at sætte prisen for en given time. Når der er mange billige producenter, så sætter de prisen, og den kan være tæt på nul. Ved lavt elforbrug falder prisen yderligere.”
Skal man lagre energien mere?
”Ja, det kunne være en mulighed. Den første reaktion, når vi har for meget el, er altid at gemme det i batterier. Man kan dog også lave brændselsproduktion fra grønne brændstoffer – Power-to-X (typisk til at fremstille brint, red.). Den mulighed har vi endnu ikke udnyttet i stor skala. Det er nogle teknologier, vi er ved at udvikle og bygge op nu. Vi har også nogle udfordringer med de store solcelleparker, der skal placeres steder, hvor vi ikke har tilstrækkelig netkapacitet – eller hvor der er behov for batterier.”
Kan det være en overgangsfase?
”I bedste fald er det, vi ser med de lave priser og overproduktion af el, en overgangsfase. Vi har godt styr på produktionen, men energisystemet skal følge med, og der er vi ikke endnu. Til gengæld fungerer det i varmeforsyningen, hvor varmepumper producerer varme ved hjælp af el. Varmt vand kan opbevares i varmelagre, og det samme skal vi have opbygget i transportsektoren, i brændselsproduktion og i industrien.”
Har man glemt transporten af energien?
”Nej, jeg vil ikke sige, at man har glemt den. Det er bare svært at planlægge, for vind- og solenergi er sektorer drevet af private udviklere, og de holder kortene tæt til kroppen. Energinet har ikke indsigt i, hvad de arbejder med. Udvikleren kommer med et område til solceller og siger: ’Kære Energinet, nu skal vi udbygge nettet her.’ Så nemt er det ikke altid,” påpeger Karl Sperling og tilføjer:
”Måske bør man lave en større planlægning og være bedre forberedt på, hvad vi kan forvente i forskellige områder. Hvad vil være en god kapacitet at have? Det bør analyseres og struktureres, dog uden alt for meget styring. En dialog om dette er nødvendig. Solceller kan være en god forretning og finder plads, hvor det passer ind i forretningsmodellen. Energinet og kommunerne må klare resten, men det er en lidt uheldig proces i dag. Hvis man kan tage et mere strategisk arbejdsgreb i kommunerne og staten, kan det gøre en forskel.”
Altså bør man afsætte nogle konkrete områder til sol og vind?
”Ja, det fanger pointen meget godt. Thisted og Lemvig er gode eksempler. De laver zoneinddeling af deres energi fordelt på tre områder: 1. No-go områder 2. Områder, hvor der kan forhandles med borgerne, og hvor der senere i processen måske kommer konkrete projekter. Mens den tredje mulighed er energizoner, hvor der kan etableres energianlæg af industriel karakter, dog med dialog med borgere og naboer.
Her bliver man nødt til at se på, hvad der ligger af infrastruktur i forvejen, og man kan også med fordel se på, om man kan give lokal værdiskabelse. Hvis nogle af pengene går til lokalsamfundet, er borgerne mere tilbøjelige til at acceptere store solcellefarme – og se dem som en fordel. Det er afgørende, at processen starter hos borgerne,” siger Karl Sperling.
