To jyske selskaber vil gøre det nemmere for erhvervslivet at etablere solcelleanlæg via nyt partnerskab. De første anlæg er leveret.
Alliancen ønsker at tilbyde virksomheder skalerbare løsninger, der er tilpasset alt fra mindre kontorbygninger til store industrivirksomheder med komplet projektstyring fra rådgivning og installation til drift og vedligeholdelse.
Planen er at kombinere KlimaEnergis ekspertise inden for solcelleanlæg med Verdo Go Greens erfaringer som elleverandør, produktionselleverandør og leverandør af ladeløsninger til elbil, og begge virksomheder forventer en stærk efterspørgsel fra erhvervslivet, ifølge en pressemeddelelse. De første solcelleprojekter under det nye partnerskab er allerede leveret, installeret og sat i drift.
Stor efterspørgsel
Der er nemlig tale om en særlig type løsninger, som der er stor efterspørgsel på, ifølge salgschef Peter Lux fra KlimaEnergi.
“Vi ser stadig flere virksomheder, som gerne vil levere på deres ESG-målsætninger,” siger han og uddyber:
”De er interesserede i solceller, fordi de ved, at det er en langsigtet og økonomisk fordelagtig investering, der kan reducere energiomkostningerne markant og beskytte mod prisstigninger. Men de har brug for nogen, der kan tage sig af det som en komplet løsning, der dækker 360 grader rundt. Det er dét, vi nu kan tilbyde med det nye samarbejde med Verdo,” siger Peter Lux.
Potentiale i skalerbare løsninger
Med det nye partnerskab vil KlimaEnergi og Verdo Go Green altså hjælpe flere virksomheder med at reducere deres energiomkostninger og sikre sig mod stigende elpriser. Samtidig med, at de styrker deres CSR og ESG-målsætninger med vedvarende energi.
Begge selskaber har tradition for at skræddersy løsninger efter kundernes behov, og derfor er der også lagt op til fælles innovation som en del af partnerskabet, ifølge Senior Business Development Manager, Daniel Kristian Bylling-Westergaard, fra Verdo Go Green.
”Vi står med en meget stærk produktportefølje, hvor vi kan skræddersy alt indenfor el- og ladeløsninger og solcelleanlæg. Der er et stort udviklingspotentiale i de skalerbare løsninger,” siger Daniel Kristian Bylling-Westergaard.
Læs mere om solcellemarkedet i Danmark: