Det er vigtigere end nogensinde at kende vejret lokalt. Klimaforandringerne giver nemlig udfordringer, og det giver vind i sejlene for et særligt forretningsområde.
En række industrier har fået øjnene op for, at det kan være smart at investere i vejrdata. Det mere ekstreme vejr, der er en realitet med klimaforandringerne, giver nemlig større risiko for, at man får problemer med vejrforhold.
”Det bidrager til et voksende marked. Vi bliver ofte ringet op af potentielle kunder, siden mange industrier jo er afhængige af vejret,” siger Jakob Kragelund Larsen, kommunikationsansvarlig i virksomheden Cordulus, der laver små vejrstationer til professionelle aktører.
“Vi har rigtig store ambitioner, for vi tilbyder nogle værktøjer, som er aktuelle for nærmest uendeligt mange industrier, og som kun bliver vigtigere,” siger Jakob Kragelund Larsen.
Det skal være præcist
Store aktører som DMI har faktisk glimrende vejrstationer, men i mange situationer er det bare ikke præcist nok – hvis man eksempelvis er landmand.
Landmænd er en oplagt kundegruppe, der bliver ramt af mere ekstremt vejr, men det kan være mange andre sektorer. Eksempelvis kan man sikre en rettidig saltning på en isglat motorvej, såfremt man kender de præcise vejrforhold – og dermed spare mange kommunale kroner.
”Vi ser også en række energiselskaber inden for grøn energi – især sol og vind – som skal holde øje med, hvordan det blæser lige nu, og hvordan solen skinner. Her kommer vores analyse med en masse big data ind i billedet,” siger Jakob Kragelund Larsen.
Teknologi løser problemet
Med ny teknologi kan man nemlig relativt enkelt give detaljerede vejrdata fra et særligt lokalområde, når man altså opstiller en målestation.
”Vi kan se på et meget stort område og tilvejebringe detaljerede data. Vi bruger mange kræfter på analyse af data via AI, og da vi lancerede vores app i 2019, stak det helt af,” siger Jakob Kragelund Larsen og giver et eksempel:
”Dengang købte Danish Agro sig ind, fordi vejrstationen er i overensstemmelse med deres strategi om at tilbyde flere digitale muligheder til deres medlemmer.”
Her kan du læse mere om, hvordan Cordulus tjener penge på det ekstreme vejr