Folkene bag Climaider forventer en sund forretning i Q4 2025, og så skal de udover Danmarks grænser. Det er nemlig ikke kun Danmark, der skal opfylde ny EU-lovgivning på ESG-området.
“Vi har lige lukket en investeringsrunde, hvor vi fik ca. 1,5 millioner kroner, og nu kan vi investere yderligere i salg og marketing. Vi er ikke så langt fra at have en sund forretning,” siger Oskar Hansen, COO og medstifter af Climaider.
Climaider går ind og konverterer eksisterende virksomhedsdata til tal, som man kan bruge direkte i sin ESG-rapportering (Environmental, Social, Governance).
Et forfinet produkt
Og siden det fra den 1. januar 2025 er obligatorisk for ca. 2.500 danske virksomheder at udarbejde rapporter på feltet, er markedet stort.
Mange har brug for hjælp, og Climaider er i markedet med et produkt, der er forfinet siden stiftelsen i 2019.
“Du kan integrere eksisterende systemer med platformen, og vi tager os ikke kun af virksomhedens klimaaftryk, vi er også inde og rapportere om de sociale forhold og governance,” fortæller Oskar Hansen.
Klare EU-krav
Han fortæller også, at Climaider nu har omtrent 15 investorer. Det er de samme investorer, der har lagt flere penge – plus én ny investor.
“Vi regner med, at vi har en sund forretning i Q4 2025, og så skal vi udover Danmarks grænser. Det er jo ikke kun Danmark, der er omfattet af den nye EU-lovgivning,” siger Oskar Hansen og uddyber:
“Det vokser mere nu, og det er ikke længere så idealistisk drevet fra virksomhedernes side. Rapporteringskravene gør bare, at der er større interesse og opmærksomhed på området. Lovkravene gør så også, at nogle opdager, at de IKKE behøver at gøre det endnu, og vi har oplevet et skifte fra, at folk gjorde det af et godt hjerte for at styrke profilen, til at næsten alle nu gør det, fordi de skal.”
Leverandørsiden er vigtig
Det er desuden vigtigt at være opmærksom på leverandørsiden. Salling bad f.eks. i 2024 en lang række af deres leverandører om at lave ESG-rapporter, hvis de stadig skulle levere til Salling.
“Selvom det kun var 80 virksomheder, der var pålagt at rapportere i 2024, var der mange underleverandører, som skulle rapportere. Og når man går fra at være 80 – til ca 2.500, vokser de afledte rapporteringskrav også,” påpeger Oskar Hansen.
Han tilføjer, at mange bruger Erhvervsstyrelsens gratis mulighed ‘Klimakompasset’.