Kenan Kosack Henriksen er co-founder af Gridlinx, der via inkubatorsystemet på DTU har rejst 2,2 millioner i soft funding til et ladesystem, som både kan lade og aflade biler, mortorcykler og både. Som 24Victoria har beskrevet forventer både politikere og andre nøgleaktører stor vækst på V2G-området (Vehicle-2-Grid).
”Du kan spare mange penge på elregningen, hvis du oplader din bil, når strømmen er billig – og så aflader til huset, når strømmen er dyr. På den måde bruger du altid den billige strøm, enten i dit hus eller – hvis det er B2B – en fabrik, for eksempel,” forklarer Kenan Kosack Henriksen.
Særligt ladesystem
Co-founderen understreger, at systemet fra Gridlinx ikke er et batteri. Det er ’kun’ ladesystemet, det handler om.
”Idéen er, at vi tager for eksempel en bil og bruger det batteri, der er i bilen. Det vil sige, at i stedet for at bruge en masse ressourcer på at udvikle et nyt batteri, der kan aflades, bruger du i stedet alle de batterier, der allerede eksisterer.”
Hvad kan systemet præcis?
”Vi laver hardwaren, som tillader ladning og afladning. Og så står vores system for den koordination, der pågår til køretøjet eller båden. Det er en plug-and-play-løsning – lidt som hvis du har en lader derhjemme til din elbil. Den kan lade din bil, men ikke aflade, mens vores altså også kan aflade og sende strømmen ind i huset eller på en fabrik,” siger Kenan Kosack Henriksen og tilføjer:
”Hvis det er et hus, så sidder der en måler på huset, der fortæller: ’Du bruger fem kilowatt’. Fint, så sender vi fem kilowatt tilbage til huset, og i det tidsrum går din elregning så i nul via den billige strøm, som du har ladet tidligere.”
Fokus på B2B og både
Kenan Kosack Henriksen og Gridlinx har et særligt fokus på B2B, fordi mange virksomheder kører i døgndrift.
”Det vil jo sige, at der er rig mulighed for at lade og aflade – og spare mange penge,” siger han.
”Derudover fokuserer vi på både, og de bliver typisk ’stored’ i løbet af vinteren, hvor de ikke bliver brugt til noget. Der har du så mulighed for at lade og aflade. Det kan være en fordel, at båden bare står stille, fordi bådejeren løbende kan få penge, når batteriet lader og aflader. Ejeren kan også få penge for bare at have båden stående som en standby-strømkilde i tilfælde af, at nettet er ved at gå ned.”
Hvor skal man så sende strømmen hen fra båden?
”De første af vores produkter bliver solgt til specifikke lokationer. Vi ser pt. på et storage room, hvor der står en masse både, og så kan man så aflade bådene til for eksempel en fabrik, der ligger i nærheden. Vi har en kontakt til et firma – en specifik case, hvor vi sætter 100 af vores produkter op i Sverige – et pilotprojekt.”
Er I afhængige af, om fabrikken er tæt på bådene?
”Både og. Det kommer an på casen. Vi er ved at teste det nu og regner med at lukke det første salg i løbet af sommeren. Produktet har været omkring to år undervejs – det er et rimeligt komplekst produkt, og det tager lidt tid at udvikle.”
Hvorfor går en stor aktør ikke bare ind og smadrer markedet – altså hvad er det, I som mindre aktør kan tilbyde?
”Der er mange konkurrenter, men lige nu er det elbilerne, langt de fleste gerne vil ramme – det er det store marked. Her fokuserer vi også på et lidt andet marked – bådene. Og motorcykler. Det marked er der af en eller anden grund ikke nogen, der fokuserer på,” siger Kenan Kosack Henriksen og tilføjer:
”Det er en ny teknologi, og vi ser en masse pilotprojekter rundt omkring i Europa – blandt andet har Volkswagen kig på det. De her ladesystemer er i gang med at blive udviklet af de store aktører, men der er også plads til små aktører.”
Venstres energiordfører støtter den nye teknologi: