AI-vejrmodel giver DMI hurtigere og mere præcise prognoser

DMI eksperimenterer med en AI-model for at forudsige vejret hurtigere og mere præcist. Foto: Shutterstock

DMI har udviklet en ny AI-vejrmodel ved hjælp af en kraftfuld supercomputer. Vejrmodellen giver hurtigere og mere præcise vejrprognoser.

Det kan være svært at forudsige vejret. Det kan faktisk være rigtig svært.

Men for DMI kan der snart være en kærkommen hjælper på vej. DMI har nemlig haft adgang til at træne AI-vejrmodeller på danske Gefion, der er en af verdens stærkeste supercomputere. Det skriver DR.

DMIs AI-vejrmodel tegner lovende.

”Vi har nu en vejrmodel, hvor vi kan lave prognoser for temperaturer og vind for de næste timer og dage. Og det er en model, der kører virkelig hurtigt. På to minutter har man en ny prognose. Det er en kæmpe kontrast til de traditionelle vejrmodeller, hvor det måske tager to en halv time, før vejrudsigten er klar. Og så er den jo allerede blevet for gammel, ” udtaler Leif Denby, der er seniorforsker hos DMI, i DRs artikel.

Øget samarbejde

AI-vejrmodellen er unik, da den er regional, så den kan give mere præcise, lokale vejrudsigter i Danmark og Norden. AI-vejrmodellen er trænet på et enormt stort datamateriale – helt præcist vejrdata gennem 33 år.

Indtil videre har DMI haft adgang til supercomputeren via et pilotsamarbejde med Gefion. Et pilotsamarbejde, der lakker mod enden, men eftersom det er gået så godt, som det er, er der indgået en aftale, så forskerne og DMI har adgang til supercomputeren mange år ud i fremtiden.

”De har opnået imponerende resultater på bare få måneder, og det har været oplagt for begge parter at indgå en udvidet, længerevarende samarbejdsaftale, så DMI fortsat kan forbedre vejrmodellen og lave mere vigtig forskning i vejr og klima, siger Nadia Carlsten, som er administrerende direktør i Danish Center for AI Innovation, der driver Gefion.

Mere på vej

AI-vejrmodellen er stadig i opstartsfasen, og den bliver løbende optimeret. Den har for eksempel pt. udfordringer med at forudsige nedbør, da der ikke endnu er nogle, som har forstand på at udarbejde vejrmodeller med fokus på nedbør ved hjælp af machinelearning.

Noget, forskerne hos DMI vil arbejde hen imod.

DMI ved endnu ikke selv, hvornår den endelige model er klar – men de håber, at den er oppe at køre til sommeren 2026.

Sidst opdateret: 18. marts 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.