Innovation knækker central CO2-kurve – flere investeringer på vej

Lastbil kører mod grønnere fremtid med jordklode, træ og FUTURE-skilt i forgrunden – symbol på bæredygtig transport og CO2-reduktion.
Bæredygtig transport. Foto: Privat.

Bølgen startede med introduktionen af biobrændstoffer i transporten, og nu har transportbranchen for alvor knækket CO2-kurven via elektrificering, ifølge en ny rapport. Et mål om 100 nye ladestationer til tung trafik er fremsat.

Selvom 2024 var et rekordår for kørte kilometer på de danske veje, fortsætter CO2-udledningen fra vejtransporten nedad. Det viser den netop udgivne Branchestatistik 2025 fra Drivkraft Danmark, ifølge en pressemeddelelse.

Direktør for Drivkraft Danmark, Jacob Stahl Otte, er begejstret.

”Det er fantastisk at se, at kurven nu endegyldigt er knækket. Branchen arbejder benhårdt for den grønne omstilling af transporten, og vores medlemmer investerer fortsat milliarder i elektrificering. Derfor ved vi med sikkerhed, at CO2-udledningen fra transporten vil fortsætte nedad,” siger han.

Samlet er CO2-udledningen fra transporten faldet med mere end tre millioner ton, siden den toppede i 2007.

Elektrificering med fart på

Elektrificeringen af transporten er altså stadig i fuld gang. I begyndelsen af 2025 valgte 80 procent af private bilkøbere elbil, og på leasingmarkedet var det hele 86 procent. Drivkraft Danmarks medlemmer har udbygget et landsdækkende net af lynladestationer med over 2000 ladepladser, der gør det nemt at lade – både i by og på land.

I den tunge transport er antallet af offentlige ladestationer fra Drivkraft Danmarks medlemmer alene steget fra én i 2023 til 18 i foråret 2025, og her er der endnu flere CO2-reduktioner at hente.

”Vi skal have endnu flere lastbiler til at køre på el, men mange vognmænd er stadig usikre – og med god grund – for det er en stor investering. Derfor lancerede Drivkraft Danmark for nyligt viden-portalen eltiltrucks.dk, som giver gode råd og viden til de mange vognmænd, der overvejer, om deres næste investering skal være en ellastbil,” siger Jacob Stahl Otte.

Ambitiøst mål

Drivkraft Danmarks medlemmer har nu sat som mål at etablere 100 åbne ladestationer til den tunge transport i 2030.

Men der er også trusler mod den grønne omstilling af transporten. Danmark og Europa står overfor store udfordringer med at sikre, at energien til transporten er både grøn, økonomisk overkommelig og kan leveres med høj forsyningssikkerhed, påpeger Jacob Stahl Otte.

”Vi må ikke gå på kompromis med den grønne omstilling, selv om vi ser stor geopolitisk usikkerhed,” siger branchedirektøren.

Sidst opdateret: 29. maj 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.