Elfly kan være en del af fremtidens flytrafik, men der går en del år endnu, mener ekspert på området. I sidste uge fløj et elektrisk fly fra Sønderborg til København. Flyet blev vist frem til stor medieeksponering for derefter at flyve til Stavanger i Norge den efterfølgende dag. Direktøren i Københavns Lufthavn, Christian Poulsen, sagde […]
Elfly kan være en del af fremtidens flytrafik, men der går en del år endnu, mener ekspert på området.
I sidste uge fløj et elektrisk fly fra Sønderborg til København. Flyet blev vist frem til stor medieeksponering for derefter at flyve til Stavanger i Norge den efterfølgende dag.
Direktøren i Københavns Lufthavn, Christian Poulsen, sagde i en tale til de flyspottere, journalister og ansatte i Københavns Lufthavn, der var inviteret for at overvære demonstrationen af elflyet, at ”fremtiden er lige her foran os.”
Men er den nu også det? Og hvor kort- eller lang fremtid er der tale om?
24Victoria har taget en snak med Alexander Bjørn Hansen, der er rådgiver for luftfart og brændstoffer hos Rådet for Grøn Omstilling, for at blive klogere på fremtiden for elfly.
Først og fremmest, hvor stort er det, at der landede et elfly i Københavns Lufthavn i sidste uge?
”Det er ret stort. Der har været en masse snak om det de sidste par år, og der er postet mange penge i det. At der så er et elfly, som pendler fra Sønderborg til København og videre til Stavanger i Norge, er ret fedt. Det vidner om, at dét kan lade sig gøre.”
Hvornår tror du, at elfly er tilpas udviklede til at kunne erstatte de konventionelle fly på indenrigs- og udenrigsruter?
”Det kommer meget an på flystørrelser og ruter, men som vi forventer det lige nu, vil vi se de første passagerfly i 2030. Det er mindre fly med fem-seks passagerer, som flyver mellem København-Aalborg og København-Aarhus.”
Hvornår kan man komme på en weekendtur til eksempelvis Barcelona?
”Hvis vi kigger på 2035, forventer vi, at der kan være omkring 30-35 passagerer på elflyene. Her er der stadig tale om indenrigsruter – måske en kortere udenrigsrute.
I forhold til de længere distancer er der udfordringer med vægt og batterikapacitet. Det kræver rigtig meget batterienergi at lette, lande og holde flyene i luften, og batteriteknologien kommer nok ikke lige foreløbig til at være i stand til at forsyne elfly på længere distancer.
Jeg tror, at elfly kommer til at dække indenrigsflyvninger – maksimalt ruter til Berlin.”
Du nævner vægt og batterikapacitet som store forhindringer i forhold til udviklingen af elfly. Er der andre?
”Udvikling, teknologi, batterier, skala og penge kan det egentlig opsummeres til.
Når du står som forsyner af batteriteknologi, kigger du på, hvilket marked du skal levere til. Lige nu er landevejstransport markant større, så de fleste leverandører kigger den vej, da business casen er bedre dér. Der er ikke så mange leverandører, som kigger på elfly, da der er tale om helt ny teknologi, hvilket kræver nye sikkerhedsgodkendelser.
Derudover er batterierne også ved at være så veludviklede og mættede, at hvis vi skal skridtet videre, kræver det næsten et kvantespring, og der skal investeres rigtig mange ressourcer.”
Hvis vi leger med tanken, at elfly har erstattet de konventionelle fly på indenrigsruter samt ruter på distancer til og med Berlin – hvor meget vil dét batte på Co2-regnskabet?
”Det er svært at spå om, og jeg kan ikke komme med et tal her på stående fod. Et elfly kommer formentlig til at kunne dække ruter op til 500 kilometer, og omkring 17 procent af alle flyvninger fra Københavns Lufthavn er under 500 kilometer, så det vil nok være i den lavere ende.”
Jeg ved godt, at du ikke kan udtale dig specifikt for hele branchen, men hvor tænker du, at virksomheder og iværksættere med fordel kan lægge deres fokus, hvis de vil med på ’elfly-bølgen’?
”Det kan være enormt ressourcetungt at starte ud med elfly, så man kan med fordel kigge på elektriske droner. Droner er nemmere at integrere, og det kan være nyttig erfaring til senere hen at skalere ens teknologi og knowhow til også at indbefatte elfly.
Alternativt kan man lægge fokus på udvikling af batterikapacitet eller design af elfly. Danmark kommer ikke til at være storproducenter af elfly, men vi kan være med til at designe flyene, udvikle ideerne og lave det teoretiske arbejde, der ligger bag.”