Greengo Energy vil opføre en gigantisk energipark i Mauretanien, der ligger i den vestlige del af Afrika. Forestil dig så en energgipark på størrelse med Langeland beliggende i Mauretanien. Dét er Greengo Energys vision. Greengo Energy er et dansk selskab, som udvikler vedvarende energiprojekter på vegne af fonde og investorer, og de har blandt andet […]
Greengo Energy vil opføre en gigantisk energipark i Mauretanien, der ligger i den vestlige del af Afrika.
Forestil dig så en energgipark på størrelse med Langeland beliggende i Mauretanien.
Dét er Greengo Energys vision. Greengo Energy er et dansk selskab, som udvikler vedvarende energiprojekter på vegne af fonde og investorer, og de har blandt andet opført en række mindre solparker i Danmark og USA. I februar i år fik de grønt lys fra Mauretaniens energiministerium til bygge en stor energipark i landet, skriver Børsen.
At energiparken skal ligge i Mauretanien, er der en rigtig god grund til.
“Der er masser af sol om dagen og masser af vind om natten. Det er et helt unikt forhold, som giver en rigtig fornuftig, stabil energiforsyning hele døgnet,” lyder det fra Anders Heine Jensen, der er Head of PtX & Offshore Wind hos Greengo Energy.
Energiparken, som får navnet Megaton Moon, estimeres at koste 135 milliarder kroner, og den skal have både solceller, vindmøller samt elektrolyseanlæg, som kan forvandle den vedvarende strøm til grøn brint og ammoniak gennem såkaldt power-to-x-teknologi. Denne grønne brint og ammoniak skal sidenhen eksporteres til Europa som grønt brændstof og grøn gødning til landbruget.
Afrika hitter
Afrika er blevet et glohedt emne for udenlandske investeringer – herunder også Danmark. Sidste år investerede Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) 560 millioner kroner i kontinentet, hvilket er en fordobling fra året før.
Især udviklingen af vedvarende energi anses som særlig interessant for investorer. Den danske regering har endda også energisamarbejder med lande som Kenya og Marokko som led i deres såkaldte Afrika-strategi.
For Greengo Energys vedkommende er næste skridt at præsentere selskabets tanker om projektets opførelse til Mauretaniens energiministerium. Her er planen, at projektet opføres i faser. Den første fase indbefatter, at 10 procent af anlægget bliver opført. Dén fase koster 13,5 milliarder kroner, vurderer Anders Heine Jensen. Konkrete finansieringsaftaler er ikke på plads endnu, men der arbejdes på højtryk.
”Vi har aktiveret alle de investorer, vi har været i dialog med. Det er alt fra store energiselskaber, olie- og gasselskaber eller institutionelle investorer,” forklarer Anders Heine Jensen