Øget energiforbrug, krav om forsyningssikkerhed og den grønne omstilling presser det danske elnet. En analyse fra Mobility Denmark ser nu på, hvordan man får forløst potentialet for energilagring via de mange elbiler. Den grønne omstilling i Danmark medfører en øget elektrificering af samfundet, og det lægger pres på elnettet. Men ny ladeteknologi muliggør, at elbilernes […]
Øget energiforbrug, krav om forsyningssikkerhed og den grønne omstilling presser det danske elnet. En analyse fra Mobility Denmark ser nu på, hvordan man får forløst potentialet for energilagring via de mange elbiler.
Den grønne omstilling i Danmark medfører en øget elektrificering af samfundet, og det lægger pres på elnettet. Men ny ladeteknologi muliggør, at elbilernes batteri kan udnyttes og blive en integreret del af elnettet, som 24Victoria har skrevet om.
To-vejs-ladning kan nemlig overføre bilens strøm tilbage til boligen og dermed forsyne husstanden med elektricitet i flere timer. I takt med, at batterikapaciteten for elbiler vokser, bliver potentialet for elbilen som blandt andet en nødstrømkilde større og mere relevant.
Vehicle-2-Grid – fra bil til elnet
Implementering af to-vejs-ladning i Danmark, også kendt som Vehicle-2-Grid (V2G), kan altså integrere elbilerne i det danske elnet.
Dermed kan batteriet blive en vigtig ressource, der fungerer som en buffer, som tager imod overskydende energi og leverer den tilbage ved behov. På den måde kan elbilerne også bidrage til at balancere udsvingene i elproduktionen fra vind og sol.
”Der er et stort potentiale i V2G-teknologi, der kan bidrage til et mere fleksibelt og stabilt elnet – særligt i spidsbelastningsperioder,” understreger CEO i Mobility Denmark, Mads Rørvig, i en pressemeddelelse
Udfordringer på vejen
Ifølge analysen fra Mobility Denmark er det imidlertid ikke uden udfordringer. Mads Rørvig peger på, at man med fordel kan se på rammebetingelserne, siden teknologien nu er moden og interessen stor.
”Derfor er det også vigtigt, at der skabes klare rammer for afregning, skatteforhold og adgang til elmarkedet for V2G-aktører. En større udnyttelse af elbilernes batterier kan give både samfundsøkonomiske, klimamæssige og forbrugermæssige gevinster,” siger han.
Voldsom kapacitet
I Danmark har elbilerne en samlet batterikapacitet på 31 GWh. Og et nyt estimat viser, ifølge pressemeddelelsen, at den kapacitet forventes at stige betydeligt frem mod 2030.
Elbilerne kan i øjeblikket tilsammen lagre den strøm, som havvindmølleparken Middelgrunden i gennemsnit producerer på 128 dage, og dermed er elbilerne en uudnyttet ressource, der via to-vejs-ladning kan lagre strøm og supplere elnettet efter behov, lyder argumentet fra Mads Rørvig.
”To-vejs-ladning gør, at elbilerne som en mulig kilde til energilagring udgør et stort potentiale for aflastning af elnettet. Det kan i praksis også være af stor betydning for de enkelte husstande, som kan oplade deres bil, når strømmen er billigst, og bruge den som energikilde på tidspunkter i døgnet, hvor efterspørgslen efter strøm er stor. Da vi kun forventer, at batterikapaciteten stiger over de kommende år, kan elbilerne ved hjælp af den nye ladeteknologi i stigende grad være med til at sikre et stabilt elnet i Danmark,” siger han.
Læs mere om energilagring via batterier: