Quali Drone har været med til at udføre den første autonome inspektion af operationelle havvindmøller. En kæmpe bedrift, mener startuppens CEO. Nu er der for alvor kommet hul på bylden for den nordjyske drone-startup Quali Drone. Sammen med offshore vindudvikler og vindoperatør RWE samt en række andre partnere på projektet AQUADA-GO er det nemlig for […]
Quali Drone har været med til at udføre den første autonome inspektion af operationelle havvindmøller. En kæmpe bedrift, mener startuppens CEO.
Nu er der for alvor kommet hul på bylden for den nordjyske drone-startup Quali Drone.
Sammen med offshore vindudvikler og vindoperatør RWE samt en række andre partnere på projektet AQUADA-GO er det nemlig for første gang lykkedes at inspicere skader på vindmøllevinger offshore – vel og mærke imens vingerne svinger.
Det fremgår det af en pressemeddelelse, og inspektionen er noget af et gennembrud, eftersom en kommerciel løsning er klar, påpeger Jesper Smit, der er CEO i Quali Drone, der holder til i Hadsund.
”Det er en stor bedrift for os. Vi har arbejdet med alt fra udvikling af software og hardware for dronen til missionsplanlægning og online datainfrastruktur. Nu står vi med en kommerciel klar løsning, der kan skræddersyes til vindmølleoperatørernes behov og gøre det nemmere, hurtigere og billigere for dem at lave inspektioner,” udtaler han således.
Gode nyheder
Tanken med AQUADA-GO-projektet er at kombinere droneteknologi med termografi og computervision, så skader på overfladen og potentielle frakturer under vingen kan detekteres på operationelle havvindmøller.
Dét sparer vindmølleoperatører for betydelige omkostninger på grund af øget effektivitet. Derudover er den teknologiske løsning med til at skabe CO2-reduktioner, samtidig med at sikkerheden ved inspektioner øges.
”For første gang er vi lykkes med en droneinspektion af vindmøller i drift offshore. Det er gode nyheder for hele vindindustrien. Gennem teknologien udviklet i AQUADA-GO kan vi se potentialet i at overvåge vingernes tilstand uden at stoppe havvindmøllen. Det øger effektiviteten af vores produktion af grøn elektricitet og forbedrer sikkerheden for vores medarbejdere. Ved at bruge droner til autonome inspektioner forventer vi, at nedetider og omkostninger sænkes markant på den lange bane,” forklarer Marcus Mejborn, der er General Manager af Rødsand 2 offshore vindmøllepark, RWE, hvor inspektionen fandt sted.
| Fakta om AQUADA-GO – Innovationsprojekt, der løber fra 2022 til marts 2026. – Har et samlet budget på 17.796.010 kroner. – Er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram. – Partnerkredsen består af Quali Drone, Danmarks Tekniske Universitet, RWE, Statkraft, TotalEnergies og Energy Cluster Denmark. Kilde: Energy Cluster Denmark. |
Læs mere her: