En analyse fra Cowi – udarbejdet for det finansielle klimapartnerskab – viser, at der skal investeres for over 500 milliarder kroner i nye teknologier allerede inden 2030, hvis man skal nå klimamålene. Ser man frem mod 2050, bliver tallet næsten tredoblet. Størstedelen skal komme fra privat kapital, men uklare regler, lange godkendelsesprocesser og usikre rammevilkår […]
En analyse fra Cowi – udarbejdet for det finansielle klimapartnerskab – viser, at der skal investeres for over 500 milliarder kroner i nye teknologier allerede inden 2030, hvis man skal nå klimamålene.
Ser man frem mod 2050, bliver tallet næsten tredoblet. Størstedelen skal komme fra privat kapital, men uklare regler, lange godkendelsesprocesser og usikre rammevilkår står i vejen. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Finans Danmark.
Finans Danmark opfordrer politikerne til at fjerne regulatoriske barrierer og skabe mere stabile forhold, så finansieringen af den grønne omstilling kan komme op i fart. Man har desuden udarbejdet et politisk udspil med konkrete anbefalinger, der skal styrke rammerne for finansiering af et grønt Danmark.
Finansiel sektor sikrer omstilling
Den finansielle sektor finansierer i dag grønne aktiviteter for mere end 976 milliarder kroner – svarende til 13 procent af penge- og realkreditinstitutternes balance – men potentialet er langt større, hvis rammerne forbedres.
Peter Jayaswal er underdirektør i Finans Danmark med ansvar for strategiske projekter for samfundsomstilling. Han forklarer:
”Danmarks grønne styrkeposition skal fastholdes, og det er afgørende, at danske markedsvilkår er konkurrencedygtige. Vi skal derfor rydde stenene af vejen, så vi kan få endnu mere privat finansiering til rådighed for udviklingen af nye grønne teknologier. Hvis politikerne sætter gode rammer, kan finanssektoren bidrage med endnu mere finansiering og fortsætte med at være en stærk alliancepartner i den grønne omstilling,” siger Peter Jayaswal.
En række teknologier
Batteriteknologi, Power-to-X, pyrolyse og CO2-lagring er blandt de teknologier, der rummer et enormt potentiale og spiller en afgørende rolle i den næste fase af den grønne omstilling. Efter at vindmøller og solceller har gjort det muligt at producere grøn energi i store mængder, handler det nu om at kunne lagre og udnytte energien effektivt samt reducere udledningen i de sektorer, hvor det stadig er vanskeligt at omstille.
Men ifølge Finans Danmark bliver investeringerne bremset af komplekse regler, uens myndighedskrav og manglende risikodeling.
”Potentialet er enormt inden for disse nye teknologier, der kan blive banebrydende i forhold til den grønne omstilling. Men det kræver, at rammevilkårene og risikoen for udviklerne og virksomhederne indtænkes i projekterne, så de bliver lettere at finansiere. Derfor har vi brug for regelforenkling på området, styrkede rammevilkår og bedre risikodeling, der bidrager til at få disse teknologier ud at flyve,” siger Peter Jayaswal.
Læs mere om energiteknologi: