Et strategisk program under Danmarks Innovationsfond vil modtage store midler til at opbygge dansk kapacitet og viden på rumområdet. Pengene – 2,7 milliarder kroner – skal desuden bruges på at øge det danske engagement i European Space Agency (ESA) og på dansk deltagelse i det nye program European Launcher Challenge, der skal bidrage til, at […]
Et strategisk program under Danmarks Innovationsfond vil modtage store midler til at opbygge dansk kapacitet og viden på rumområdet.
Pengene – 2,7 milliarder kroner – skal desuden bruges på at øge det danske engagement i European Space Agency (ESA) og på dansk deltagelse i det nye program European Launcher Challenge, der skal bidrage til, at Europa får en robust og økonomisk bæredygtig mulighed for at opsende raketter.
Kommercielle løfteraketter
Regeringen samarbejder allerede med danske universiteter, der er en del af det danske økosystem for rumteknologi og startups. Og pengene er tiltænkt hele kæden fra talentudvikling til at tiltrække ambitiøse forsknings- og innovationsprojekter med høj gennemslagskraft. Det fremgår af en pressemeddelelse.
”Vi vil blandt andet støtte udviklingen af nye kommercielle løfteraketter, som giver Europa bedre adgang til rummet. Investeringen kommer til at gavne vores sikkerhed, erhvervsliv og vil danne grundlag for nye videnskabelige opdagelser i rummet,” siger uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund.
Centralt for sikkerheden
Den nye geopolitiske virkelighed udfordrer nemlig Danmark og Europa via rummet. Mens klima og mange andre aspekter også påvirker livet her på Jorden.
Satellitter spiller en vigtig rolle for vores sikkerhed via observationer og kommunikation, mens også landbrug, byggeri og transport har stor gavn af rummets teknologier.
Rummet gemmer således på et stort potentiale, men der er også risiko forbundet med ruminfrastruktur, og afhængighed af teknologien gør os sårbare, hvis den bliver sat ud af spil. I disse år er Danmark og Europa derfor deltagere i et globalt kapløb om at sikre adgang til – og rådighed over – ruminfrastruktur i alle dens facetter.
”Rummet er på kort tid blevet et meget vigtigt politisk område, og både fra et dansk og europæisk perspektiv er der ingen tvivl om, at vi er nødt til at kunne mere på egen hånd. Derfor har regeringen nu foreslået den største danske offentlige investering på rumområdet nogensinde,” siger Christina Egelund.
| FAKTA: Regeringen vil investere 2,7 milliarder kroner i langsigtet forskning og teknologiudvikling på rumområdet i perioden 2026-2029. Pengene skal blandt andet bruges på at øge Danmarks frivillige ESA-bidrag til 1,2 milliarder kroner for perioden 2026-28. Samtidig prioriteres 400 millioner kroner i 2026-29 til et strategisk program i Danmarks Innovationsfond. Regeringens ambition på rumområdet er en del af et nyt forsknings- og innovationsudspil, der præsenteres inden længe. Kilde: Forsknings- og Uddannelsesministeriet |