Andøya Spaceport i Norge er igen afsender, når den tyske raketstartup, Isar Aerospace, skyder næste opsendelse af sin Spectrum-raket i gang. Det sker et år efter første testflyvning, der sluttede brat kort efter affyring. Ved den første opsendelse sidste år nåede Spectrum kun få sekunder i luften, før flyvningen blev afbrudt. Raketten nåede dermed ikke i […]
Andøya Spaceport i Norge er igen afsender, når den tyske raketstartup, Isar Aerospace, skyder næste opsendelse af sin Spectrum-raket i gang. Det sker et år efter første testflyvning, der sluttede brat kort efter affyring.
Ved den første opsendelse sidste år nåede Spectrum kun få sekunder i luften, før flyvningen blev afbrudt. Raketten nåede dermed ikke i kredsløb, men missionen blev erklæret en succes – da den på forhånd var designet som en test.
Ifølge selskabet leverede opsendelsen således store mængder data om motorer, strukturer og styringssystemer. Det har dannet grundlag for en række tekniske forbedringer.
Anden affyring var planlagt til torsdag d. 19. marts 2026. Men den er udskudt til onsdag d. 25. marts.
Det er kun anden gang i historien, at en orbital raket affyres fra Europa, men på sigt vil man konkurrere med især SpaceX og Elon Musk. Desuden støttes planerne fra officielt hold – som et led i at give Europa større strategisk autonomi og således frigøre sig fra amerikansk dominans.
Faldt hurtigt ned
Den første flyvning var i praksis suborbital. Det vil sige, at raketten ikke opnåede den nødvendige hastighed til at komme i kredsløb om Jorden, men i stedet fulgte en kort bane, før den faldt tilbage.
Netop overgangen fra suborbital test til fuld orbital kapacitet er en af de største tekniske milepæle. Det er også her, mange projekter fejler, fordi kravene til præcision, stabilitet og energi stiger markant.
Siden den første test har Isar Aerospace arbejdet intensivt med at analysere data og implementere forbedringer. Virksomheden oplyser, at man med succes har gennemført de sidste test frem mod næste opsendelse. Det indikerer, at Spectrum-programmet bevæger sig ind i en mere moden fase.
Bølge af raket-startups
Isar Aerospace er en del af en ny bølge af europæiske rumstartups, der forsøger at opbygge en selvstændig opsendelseskapacitet i Europa. Og ambitionerne er ikke kun kommercielle.
Adgang til rummet spiller en stadig større rolle for både digital infrastruktur, overvågning og forsvar, og afhængigheden af amerikanske opsendelsesudbydere ses i stigende grad som en strategisk udfordring.
Markedet for små satellitter vokser hastigt. Her er fleksible og hyppige opsendelser afgørende, og det er netop dét segment, Spectrum er designet til at adressere.
Isar Aerospace arbejder med en iterativ udviklingsmodel – testflyvninger bruges aktivt til at forbedre teknologien. Selv korte eller afbrudte flyvninger kan altså være værdifulde, hvis de leverer data, der bringer systemet tættere på en stabil orbital mission.
Den kommende opsendelse bliver derfor en central test. Lykkes det at bringe Spectrum tættere på – eller helt i i kredsløb – vil det være et vigtigt skridt mod at etablere en konkurrencedygtig europæisk raketindustri.
| FAKTA: Spectrum Spectrum er en totrinsraket udviklet af Isar Aerospace til opsendelse af små og mellemstore satellitter. Raketten er cirka 28 meter høj og kan løfte omkring 1.000 kilogram til lavt kredsløb om Jorden. Den anvender flydende ilt og propan som brændstof. For at opnå en orbital flyvning skal raketten nå en hastighed på cirka 7,8 kilometer i sekundet, hvilket gør det muligt at blive i stabilt kredsløb. Suborbitale flyvninger bruges typisk i testfaser, hvor raketten ikke når kredsløb, men stadig leverer afgørende data til udviklingen. |
Læs mere: