OpenAI er ifølge amerikanske kilder tæt på at opkøbe Windsurf, som er et AI-generet programmeringsværktøj. Hvis det sker, vil handlen være OpenAIs største til dato.
Ifølge New York Times er OpenAI tæt på at opkøbe Windsurf for 3 milliarder dollars – svarende til omkring 20 milliarder kroner.
Det amerikanske medie har deres informationer fra to personer, som har kendskab til forhandlingerne mellem de to parter.
Hvis handlen falder på plads, vil det dermed være OpenAIs største handel nogensinde, hvilket understreger, at de har store vækstplaner for fremtiden. I sidste uge hapsede de Fidji Simo fra Instacart, og tidligere på foråret landede OpenAI selv en massiv investeringsrunde. Alt sammen for at sætte fut under vækstplanerne.
Windsurf, som tidligere gik under navnet Codeium, havde sidste år en værdi af 1,25 milliarder dollars – svarerende til i omegnen af 8,3 milliarder kroner.
Handlen er ikke lukket endnu, men hvis det sker, kan OpenAI skrive virksomhedshistorie samt se frem til nye, potentielle kunder inden for techindustrien.