Move Innovation udvikler en forvarsdrone ved hjælp af edge AI, der kører direkte på enheden. Det skal gøre dronen i stand til at træffe lynhurtige beslutninger, så den kan forfølge andre droner – uden, at den kan jammes. Teknologien er nu klar på konceptniveau. Nye chips gør det muligt at behandle komplekse data direkte på […]
Move Innovation udvikler en forvarsdrone ved hjælp af edge AI, der kører direkte på enheden. Det skal gøre dronen i stand til at træffe lynhurtige beslutninger, så den kan forfølge andre droner – uden, at den kan jammes.
Teknologien er nu klar på konceptniveau. Nye chips gør det muligt at behandle komplekse data direkte på dronen – både til civile og militære formål.
Move Innovation har en tracking-løsning i drift. De vil dermed hurtigt kunne løfte teknologien fra koncept til færdig løsning, ifølge en pressemeddelelse.
”Vi har et lignende jordbaseret system i produktion og drift allerede, og vi kan have en prototype færdig om 9-10 måneder. Og en færdig løsning klar på et år,” siger CEO og ejer af Move Innovation, Jacob Hesselballe.
Drone reagerer i realtid
Med edge AI-drone-platformen vil Move Innovation sætte Danmark på verdenskortet for autonome, intelligente droneløsninger.
Move Innovation har base i Søborg, og har siden 2010 udviklet og produceret tech-produkter i samarbejde med deres kunder.
For at kunne udvikle en robust drone, der kan træffe beslutninger i realtid, havde virksomheden denne gang brug for ekspertise udefra. Den fik de fra Alexandra Instituttet og AI Denmark, der hjælper danske virksomheder med kunstig intelligens.
”AI er de seneste år rykket ud af forskermiljøet og ind i hverdagen, men de fleste løsninger kræver adgang til skyen og stor infrastruktur. Det er en udfordring i områder uden netværk eller strøm, hvor off-grid-løsninger er nødvendige,” siger Jacob Hesselballe og tilføjer:
”Edge AI er et interessant område for os, og vi kontaktede AI Denmark med projektet.”
Projektet undersøger også, hvilken chip der bedst kan håndtere ‘AI vision-opgaver’ – med mindst mulig strømforbrug.
Får dronen ud af skyen
Ud over at spare batteri og reducere omkostningerne, øges sikkerheden ved at behandle data lokalt.
”Tidligere manglede teknologien ganske enkelt, og det var uklart, hvilke platforme, der kunne løse opgaven hurtigt nok samtidig med, at man tager højde for de mange forskellige parametre,” forklarer Jacob Hesselballe.
”Men nu er situationen en anden og teknologien er modnet, så et vindue af nye muligheder er åbnet,” siger han.
Samarbejde med AI Danmark
Edge AI gør det altså muligt at behandle data lokalt, hvilket gør det muligt at løse udfordringer angående strøm, netværk og privatliv.
”Vi vil gerne være Danmarks dygtigste til det. AI Danmark-forløbet har nu givet os mulighed for at få tunge og relevante kompetencer på området. Det har vi ellers kun mulighed for i konkrete projekter med kunder, men her kunne vi gøre det som os selv,” forklarer Jacob Hesselballe.
Samarbejdet med Alexandra Instituttet har nemlig tilført forskningsbaseret viden om både platforme og AI-modeller.
”Det er grundlæggende noget, andre også kan få glæde af. Det er ånden i AI Denmark, at det skal give viden til danske virksomheder som helhed.”
Læs mere: