Morgan Stanley har løst svær IT-udfordring via eget AI-værktøj

Illustration af AI-teknologi og smartphone med teksten “Morgan Stanley” – symboliserer virksomhedens egenudviklede AI-værktøj DevGen.AI til modernisering af legacy-kode.
Foto: Gustav Hansson/Shutterstock

Finansgiganten har udviklet sit eget AI-værktøj til at modernisere ældre kodning af deres systemer – et stort problem for eksisterende værktøjer på markedet.

”Vi fandt ud af, at det at bygge det selv gav os visse funktioner, som vi ikke rigtig ser i nogle af de kommercielle produkter.”

Sådan lyder det fra Mike Pizzi – global chef for teknologi og drift hos Morgan Stanley. Han fortæller om AI-projektet til Wall Street Journal.

Avanceret AI-greb

Værktøjet hedder DevGen.AI og er et avanceret AI-værktøj, som altså hjælper virksomheden med at omskrive gammel og forældet kode – såkaldt legacy-kode – til moderne programmeringssprog. Det har allerede analyseret ni millioner linjer kode i år og sparet udviklerne i Morgan Stanley for over 280.000 arbejdstimer, ifølge Mike Pizzi.

DevGen.AI blev præsenteret i januar og er bygget på OpenAI’s GPT-modeller. Det kan blandt andet omsætte gammel kode fra sprog som Cobol, der blev udviklet tilbage i 1959, til letforståelige specifikationer, som udviklere derefter kan bruge til at opdatere koden.

Et udbredt problem

Mange virksomheder kæmper med at vedligeholde ældre software, som kan være en sikkerhedsrisiko – og en barriere for ny teknologi. Samtidig har mange kommercielle AI-værktøjer vist sig mindre effektive, når det handler om at forstå og omskrive disse specialiserede og forældede sprog, ifølge Wall Street Journal.

Morgan Stanley valgte derfor sin egen løsning. Ifølge Mike Pizzi gav det virksomheden funktioner og fleksibilitet, som de ikke kunne finde i de færdige produkter på markedet. Selvom de kommercielle løsninger formentlig vil udvikle sig, øjnede Morgan Stanley en mulighed for at tage føring på området, fortæller Mike Pizzi.

Værktøjet er trænet på virksomhedens egne kodebaser. Det betyder, at de omkring 15.000 udviklere i Morgan Stanley nu har et stærkt redskab, der ikke kun kan omsætte legacy-kode til forståelige specifikationer, men også bruges til at trække kodeudsnit frem ved regulatoriske forespørgsler fra relevante myndigheder.

Sidst opdateret: 7. juni 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.