Endnu et kapitel i AI-rivaliseringen mellem USA og Kina bliver skrevet med Huaweis nye tiltag.
Huawei gør klar til at teste sin nyeste og mest kraftfulde AI-chip, eller processor til kunstig intelligens, som selskabet håber kan erstatte nogle af de mere avancerede produkter fra den amerikanske chip-gigant Nvidia. Det skriver Wall Street Journal.
Kina viser styrke
Huawei viser styrken i landets halvlederindustri – trods USA’s forsøg på at hæmme den, skriver Wall Street Journal, og henviser til USA’s forsøg på at afskære kinesiske selskaber fra adgang til vestligt udstyr.
Huawei har allieret sig med en række kinesiske teknologivirksomheder for at teste den nye chip, som kaldes Ascend 910D.
Virksomheden forventes at modtage de første eksemplarer af chippen allerede i slutningen af maj, ifølge kilder med kendskab til sagen.
På et tidligt stadie
Udviklingen er dog stadig på et tidligt stadie, og en række tests vil være nødvendige for at vurdere chippens ydeevne og gøre den klar til kunder.
Huawei håber, at deres nye AI-processorer vil være mere kraftfulde end Nvidias H100, der blev lanceret i 2022 som en populær chip til AI-træning, ifølge Wall Street Journal.