NobodyWho rejser 15 millioner kroner til lokale, bæredygtige AI-modeller. Altså alternativer til de store AI-sprogmodeller som ChatGPT. Det kan være Europas vej ind på markedet. Den københavnske AI-startup, NobodyWho, har rejst 15 millioner kroner i en pre-seed-runde. Pengene skal bruges til at udvikle såkaldte Small Language Models (SLM). Eller en mini-ChatGPT. Altså en sprogmodel, der […]
NobodyWho rejser 15 millioner kroner til lokale, bæredygtige AI-modeller. Altså alternativer til de store AI-sprogmodeller som ChatGPT. Det kan være Europas vej ind på markedet.
Den københavnske AI-startup, NobodyWho, har rejst 15 millioner kroner i en pre-seed-runde. Pengene skal bruges til at udvikle såkaldte Small Language Models (SLM). Eller en mini-ChatGPT.
Altså en sprogmodel, der kører direkte på brugernes egne laptops og mobiltelefoner. Målet er at udfordre de store cloud-baserede AI-modeller via en enhedsbaseret arkitektur. Det vil sige: data forlader aldrig enheden. Det giver fuld kontrol, lavere energiforbrug og reel datasikkerhed.
På den måde ønsker NobodyWho at holde fokus på bæredygtighed, privatliv og europæisk digital suverænitet.
Tusindvis af udviklere med
Virksomheden ledes af Cecilie Waagner Falkenstrøm og Asbjørn Olling. De har allerede mere end 5.000 udviklere på platformen.
NobodyWho fremhæver, at deres lokale AI-modeller har markant lavere CO₂-aftryk end traditionelle ‘large language models’ – som ChatGPT – og samtidig reducerer de altså afhængigheden af ekstern cloud-infrastruktur.
Investeringsrunden er støttet af PSV Tech, The Footprint Firm og Norrsken Evolve, som alle bakker op om energieffektive og lokalt kørende AI-løsninger.
Europas små sprogmodeller
De dominerende, cloudbaserede sprogmodeller kontrolleres som bekendt af amerikanske tech-giganter. De kræver enorme datacentre og overførsel af store datamængder til tredjepartsservere. Resultatet er høje omkostninger, teknologisk lock-in og tab af europæisk datasuverænitet.
Ifølge Cecilie Waagner Falkenstrøm er det netop her, Europa har en mulighed. Hun tror ikke, at fremtidens AI-kapløb afgøres af størrelsen på modellerne, men af deres evne til at fungere lokalt, effektivt og med respekt for privatlivet.
Med kapitalen vil NobodyWho skalere teknologien, udvide udviklerbasen og accelerere udrulningen af letvægts-AI med indbygget databeskyttelse.
Selskabet positionerer sig således som et europæisk alternativ i AI-kapløbet.
| FAKTA: NobodyWho I stedet for at “større er bedre” satser NobodyWho på decentraliseret, menneskecentreret AI som et europæisk alternativ til de dominerende cloud-modeller. NobodyWho arbejder med såkaldt on-device AI, hvor sproglige modeller afvikles lokalt på hardware som laptops, industrielle systemer og edge-enheder – frem for i centrale datacentre. Det gør løsningen relevant for brancher med høje krav til datasikkerhed, lav latenstid og stabil drift – eksempelvis energi, industri, sundhed og offentlige myndigheder. Teknologisk adskiller NobodyWho sig ved at arbejde med begrænset regnekraft og strømforbrug. Det reducerer både omkostninger og energiforbrug markant sammenlignet med cloud-baseret AI. Forretningsmæssigt retter selskabet sig desuden mod udviklere og virksomheder, der ønsker AI-muligheder uden at afgive data til tredjepartsplatforme uden for EU. |
Læs mere: