I sin årlige besked til aktionærerne fremhæver Andy Jassy AI-kundeoplevelsen som helt afgørende for Amazons næste vækstfase.
Ifølge Andy Jassy, CEO i Amazon, vil AI forandre næsten alle kundeoplevelser – og skabe helt nye. I sit årlige brev til aktionærerne fremhæver han AI som helt central for Amazons vækst, og han ønsker at fremme innovation ved, at Amazon skal fungere som ’verdens største startup’, hvor man tager risici og undgår bureaukrati. Det skriver Wall Street Journal.
Udvikling i fuld gang
Amazon udvikler i øjeblikket over 1.000 AI-applikationer, som vil ændre alt fra shopping til musik og sundhed, ifølge direktøren.
“Hvis du ikke planlægger at udnytte disse intelligente modeller – udnytte deres evne til at gennemsøge enorme datamængder, udnytte deres evne til at blive klogere via feedback og data, samt udnytte de kommende agent-funktioner – vil du ikke kunne konkurrere,” skriver Andy Jassy.
Aflyser kinesiske ordrer
Direktøren nævner ikke told direkte i brevet, men fortæller, at Amazon forsøger at holde priserne nede. Amazon har blandt andet købt varer i forvejen og genforhandlet aftaler på grund af både Trumps told og de kinesiske modreaktioner.
Andy Jassy understreger desuden, at AI vil spare virksomhederne mange penge og øge produktiviteten. Men de største ændringer sker nok først om et par år – altså ikke om ét år, men heller ikke først om 10, som Andy Jassy formulerer det.
Endelig bruger Amazons CEO kunstig intelligens som eksempel på, hvorfor fysisk fremmøde og samarbejde er vigtigt for at lære. Siden januar skal Amazons 350.000 kontoransatte derfor igen møde ind fem dage om ugen. Hver uge.