Hvis EU skal ind i AI-kampen, skal der fokuseres mere på forskning og iværksætteri, mener Per Bruun Brockhoff, der er rektor på IT-Universitetet.
I et debatindlæg i Altinget italesætter Per Bruun Brockhoff nødvendigheden af, at EU tænker sig om, hvis de vil vinde AI-kampen.
Rektoren mener, at EU skal glemme alt om at følge efter de amerikanske techgiganter. EU skal i stedet finde sin egen vej. Her spiller forskningsverdenen en stor rolle.
”Det er tvingende nødvendigt, at forskningsmiljøer og uddannelsesinstitutionerne tænkes ind i AI-initiativerne, så kompetenceudvikling, vidensproduktion og erhvervsliv knyttes sammen, og den teknologiske udvikling sker på europæiske præmisser og værner om europæiske værdier. Vi skal udbygge den digitale infrastruktur i Europa, men det er lige så vigtigt, at vi på tværs af landegrænserne rydder vejen fra forskning til iværksætteri,” skriver han blandt andet.
Han påpeger ligeledes, at den europæiske vej indbefatter samarbejde på tværs af EU-landende, så de unikke forskningsmuligheder og fagligheder, hvert medlemsland har, bliver inkorporeret. Noget, der vil give værdi for alle EU-borgere.
Balance mellem lovgivning og regulering
Per Bruun Brockhoff understreger, at regulering kan sætte en stopklods for innovation og udvikling, men det er stadig vigtigt, at der er en form for lovgivning, som sikrer et fælles ståsted.
Han nævner blandt andet Forordningen om Digitale Tjenester, AI-loven og GDPR. Det er simpelthen nødvendigt, at der er grundlæggende spilleregler og etiske retningslinjer til udviklingen af AI, mener rektoren.
Han slutter debatindlægget af således:
”I EU må vi se ud overe krisen og ind i fremtiden. Vi skal forme fremtidens teknologi, og vi skal gøre det på vores egne præmisser. Vi skal styrke de europæiske forsknings- og uddannelsesmiljøer, styrke båndene mellem forskning og erhvervsliv, og skabe udvikling inden for fornuftige rammer. Det er den europæiske tilgang.”