To 23-årige svenskere, Melvin Hagberg og Elis Hodzic, har lanceret en AI-drevet mailklient, der skal udfordre Gmails dominans. Det skriver Breakit. Selskabet Scape har rejst 3,2 millioner dollar – omkring 21 millioner danske kroner – fra bl.a. General Catalyst, Y Combinator og en række kendte angel-investorer, heriblandt Sophia Bendz (tidligere marketingchef i Spotify) og Sebastian […]
To 23-årige svenskere, Melvin Hagberg og Elis Hodzic, har lanceret en AI-drevet mailklient, der skal udfordre Gmails dominans. Det skriver Breakit.
Selskabet Scape har rejst 3,2 millioner dollar – omkring 21 millioner danske kroner – fra bl.a. General Catalyst, Y Combinator og en række kendte angel-investorer, heriblandt Sophia Bendz (tidligere marketingchef i Spotify) og Sebastian Knutsson (medstifter af King).
“Det er soleklart, at AI vil forandre mail. Jeg har set hundredvis af startups forsøge at forny området gennem årene, men jeg har ikke set noget som teamet bag Scape. Når folk først begynder at bruge produktet, vender de simpelthen ikke tilbage til Gmail,” siger Gustaf Alströmer, partner hos Y Combinator, ifølge Breakit.
Produktet ligner en almindelig indbakke, men bruger AI til på forhånd at forberede svarudkast, læse mødenotater og oprette eller redigere vedhæftede filer.
“Vores udgangspunkt er enkelt: Det er i mailen, de fleste kontormedarbejdere får løst deres opgaver. De mangler ikke endnu en chatbot eller et plugin til Gmail – de mangler en grænseflade, der er bygget specifikt til det arbejde, der foregår der,” siger medstifter Melvin Hagberg.
Scape har base i Stockholm og tæller i dag fem medarbejdere. Den nye kapital skal primært gå til at ansætte flere udviklere, mens tjenesten samtidig lanceres i en tidlig testversion.