OpenAI-chef Sam Altman tilbød i sidste uge samtlige startups i Y Combinators igangværende forårsbatch to millioner dollar i API-tokens – til gengæld for en ejerandel i selskaberne. Tilbuddet blev præsenteret på et lukket arrangement for det aktuelle YC-batch og spredte sig hurtigt på sociale medier, efter YC-partner Tyler Bosmeny omtalte det som et “mic drop […]
OpenAI-chef Sam Altman tilbød i sidste uge samtlige startups i Y Combinators igangværende forårsbatch to millioner dollar i API-tokens – til gengæld for en ejerandel i selskaberne.
Tilbuddet blev præsenteret på et lukket arrangement for det aktuelle YC-batch og spredte sig hurtigt på sociale medier, efter YC-partner Tyler Bosmeny omtalte det som et “mic drop moment,” skriver Breakit.
“Jeg glæder mig til at se, hvad der sker med tokenmaxxing-startups, både i forhold til hvordan de arbejder internt, og de produkter de kan bygge,” skrev Altman efterfølgende på X.
Aftalen er struktureret som en såkaldt uncapped SAFE – et investeringsinstrument oprindeligt udviklet af Y Combinator selv – hvilket betyder, at OpenAIs kommende ejerandel ikke er fastsat på forhånd, men i stedet afgøres ved selskabernes første priced round, typisk en serie A-runde. Ejerandelen forventes ifølge medier at lande i intervallet en til fire procent.
Y Combinators forårsbatch 2026 tæller 169 startups, og tilbuddet er angiveligt også aktuelt for det kommende sommerbatch.
Ikke alle har taget positivt imod nyheden.
Investor og “All-In”-vært Jason Calacanis advarede grundlæggerne om at “passe på” og pegede på risikoen for, at OpenAI med tiden kan kopiere deres idéer og integrere dem i egne produkter. Andre analytikere fremhæver risikoen for vendor lock-in, når startups fra dag ét bygger dybt ind i én AI-udbyders infrastruktur.
Kritikerne til trods er tiltaget bemærkelsesværdigt: Med ét slag positionerer OpenAI sig som medinvestor i potentielt hundredvis af de mest lovende AI-native startups i Silicon Valley – ikke med kapital, men med compute.