Det amerikanske AI-startup Rillet har rejst 100 millioner dollar i en ny Series C-runde. Kapitalindsprøjtningen værdisætter selskabet til 1 milliard dollar. Runden blev ledet af Iconiq med deltagelse fra blandt andre Andreessen Horowitz og Sequoia. Investeringen blev lukket på blot 48 timer, efter at selskabet havde præsenteret sin udvikling for eksisterende investorer. Rillet var ifølge […]
Det amerikanske AI-startup Rillet har rejst 100 millioner dollar i en ny Series C-runde. Kapitalindsprøjtningen værdisætter selskabet til 1 milliard dollar.
Runden blev ledet af Iconiq med deltagelse fra blandt andre Andreessen Horowitz og Sequoia. Investeringen blev lukket på blot 48 timer, efter at selskabet havde præsenteret sin udvikling for eksisterende investorer.
Rillet var ifølge CEO og medstifter Nicolas Kopp ikke selv i gang med at rejse kapital.
“Vi var slet ikke i gang med en runde” siger han til TechCrunch.
Investorerne reagerede på væksten
Rillet havde nogle uger forinden afholdt et bestyrelsesmøde, hvor selskabet blandt andet præsenterede udviklingen siden sin Series B-runde på 70 millioner dollar sidste sommer.
Den annualiserede omsætning var ifølge selskabet fordoblet i det seneste kvartal, samtidig med at Rillet havde fået nye kunder, herunder flere børsnoterede virksomheder. Selskabet havde også indgået en alliance med revisionshuset EY.
Efter mødet begyndte investorerne at kontakte Rillet, og 48 timer senere var runden lukket.
“Rillet havde allerede bevist, at virksomheden har kunne vinde over de etablerede aktører, som har domineret denne kategori i årtier,” siger Seth Pierrepont, general partner hos Iconiq, til TechCrunch
Med den nye investering har Rillet rejst 200 millioner dollar, siden selskabet kom ud af stealth for to år siden.
Mangel på regnskabsfolk øger efterspørgslen
Rillet udvikler en AI-native regnskabsplatform, hvor AI-agenter kan arbejde sammen med mennesker om blandt andet bogføring.
Selskabet har nu omkring 600 kunder, og ifølge Kopp bruger mange af dem Rillet til at erstatte eksisterende regnskabs- og ERP-systemer fra blandt andre Intuit, NetSuite og Oracle.
Efterspørgslen kommer samtidig på et tidspunkt, hvor USA oplever mangel på regnskabsfolk. Ifølge TechCrunch har antallet af personer, der uddanner sig med en regnskabsuddannelse, været faldende siden 2010.
En undersøgelse fra Controllers Council viser desuden, at 61 procent af finanschefer har haft problemer med at finde medarbejdere inden for finans, regnskab og revision det seneste år.
Rillet forsøger derfor at automatisere dele af det arbejde, som ellers udføres af regnskabsfolk.
Kopp forventer dog ikke, at teknologien vil føre til massefyringer i branchen.
“Jeg kan simpelthen ikke se, at folk mister deres job lige foreløbig,” siger han.
Ifølge ham skal Rillet i stedet hjælpe regnskabsfolk med at automatisere det mere rutineprægede arbejde og bruge mere tid på at hjælpe virksomheder med bedre økonomiske beslutninger.