Direktør i Dinero, Martin Thorborg, har reduceret bemandingen markant, da AI-agenter har overtaget størstedelen af virksomhedens kundesupport. Folk har slet ikke forstået, hvad der er ved at ske, mener han. Hos Dinero er AI-udviklingen konkret og målbar. I dag håndterer virksomhedens AI 71 procent af alle henvendelser fra kunderne. Og kundetilfredsheden ligger på 89 ud af […]
Direktør i Dinero, Martin Thorborg, har reduceret bemandingen markant, da AI-agenter har overtaget størstedelen af virksomhedens kundesupport. Folk har slet ikke forstået, hvad der er ved at ske, mener han.
Hos Dinero er AI-udviklingen konkret og målbar.
I dag håndterer virksomhedens AI 71 procent af alle henvendelser fra kunderne. Og kundetilfredsheden ligger på 89 ud af 100, mens de menneskelige medarbejdere scorer 91 i kundetilfredshed.
Forskellen i kvalitet er meget lille, mens forskellen i omkostninger er stor. Martin Thorborg har derfor valgt ikke at genbesætte en række stillinger, når medarbejderne stopper. Omkring 30 job er derfor forsvundet permanent, fortæller han til Berlingske.
Fundamentet forskubber sig
Samtidig kan AI’en levere support døgnet rundt uden ventetid, håndtere tusindvis af kunder parallelt og arbejde uden pauser, sygedage eller ferie.
Og automatiseringen stopper jo ikke ved kundesupport.
“Den revolution, der er begyndt, bliver ikke et supplement til tilværelsen. Det bliver selve fundamentet for vores liv, der forskubber sig,” siger han.
AI-agenter sælger også
Dineros interne AI-agent – kaldet ‘Finn’ – er sat til at identificere gratisbrugere med uforløst behov og foreslå betalte abonnementer. Resultatet har overrasket ledelsen.
I sin første uge solgte Finn 16 abonnementer. I januar nåede den 100. Med Dineros beregninger for kundernes livstidsværdi, svarer det til en estimeret omsætning på cirka 2,5 millioner kroner.
“Det synes jeg er mindblowing,” siger Martin Thorborg til Berlingske.
De fleste undervurderer tempoet
Thorborg oplever, at mange fortsat undervurderer, hvor hurtigt udviklingen går.
Kritikkerne hæfter sig ofte ved fejl, som tidlige versioner af sprogmodeller begik. Men ifølge Thorborg er ét år i AI-udvikling et kæmpespring, fordi hver ny model rykker grænserne markant.
Og det handler ikke kun om tech, kundeservice og startups.
Hvis massearbejdsløshed opstår i dele af arbejdsmarkedet, kan effekterne brede sig til boligmarkedet, privatøkonomien og samfundets stabilitet, advarer han. Alligevel afviser han ikke udviklingen. Tværtimod.
“Jeg er fuldt ud klar over, at jeg også selv risikerer at stå for skud. Men hvis jeg omfavner det, så har jeg måske en mulighed for at hænge i og have en relevans i fremtiden,” siger Martin Thorborg til Berlingske.
| Fakta: AI og jobmarkedet Ifølge IMF vil op mod 40 procent af verdens arbejdspladser blive påvirket af AI i de nærmeste år, enten ved forandring eller ved automation af funktioner. Nogle analyser anslår, at 300 millioner job globalt potentielt kan blive påvirket eller tabt som følge af AI-integration i arbejde inden 2030. Som et mere konservativt scenarie vurderer en prognose, at omkring 25 millioner job kan blive erstattet af AI alene i 2026. AI og automatisering kan også medføre jobvækst, ifølge World Economic Forum-data: Op mod 92 millioner job forsvinder globalt frem mod 2030 – samtidig med, at der kan skabes 170 millioner nye. Altså potentielt netto 78 millioner nye job, ifølge den analyse. I Danmark bruger mange virksomheder i dag AI i driften: brugen af kunstig intelligens er næsten fordoblet fra 2023 til 2024 i virksomheder med ti eller flere ansatte, ifølge Danmarks Statistik. Og siden er brugen bare taget til. Kilder: IMF, World Economic Forum og Danmarks Statistik |
Læs mere: