Interhuman AI har netop lukket en pre-seed runde. Kapital, der skal være med til at udbrede deres banebrydende teknologi. I en pressemeddelelse fremgår det, at den danske AI-startup fra 2023, Interhuman AI, har hentet 15 millioner kroner i en pre-seed runde. Runden blev ført an af PSV Tech med deltagelse fra EIFO (Danmarks Eksport- og […]
Interhuman AI har netop lukket en pre-seed runde. Kapital, der skal være med til at udbrede deres banebrydende teknologi.
I en pressemeddelelse fremgår det, at den danske AI-startup fra 2023, Interhuman AI, har hentet 15 millioner kroner i en pre-seed runde.
Runden blev ført an af PSV Tech med deltagelse fra EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond, red.), Antler, The Yope Foundation og business angels fra Ada Ventures.
Interhuman AI, som udspringer fra Danmarks Teknisk Universitet (DTU, red.), vil bruge de mange millioner til at udvikle en platform, udvide teamet af AI-ingeniører samt udbrede deres meningsfulde teknologi.
“AI handler ikke bare om effektivitet og optimering af arbejdsprocesser – det handler om menneskelig interaktion. Uden vores løsning, mener vi, at AI-udviklere fortsat vil have svært ved at skabe løsninger, der muliggør gensidig forståelse mellem mennesker og AI, og det vil føre til skuffelse over, hvad AI kan bidrage med,” siger Paula Pectu, der er co-founder og CEO i Interhuman AI.
AI-gennembrud
Interhuman AI bygger det første socialt intelligente system, hvilket potentielt set kan give ethvert AI-system menneskelignende social bevidsthed gennem realtidsfortolkning af ansigtsudtryk, kropssprog og stemmeleje.
Rå signaler omsættes altså til sociale signaler. Disse sociale signaler kan tolkes i kontekst og dermed styrke interaktionen mellem mennesker og AI-agenter.
Og det kan være en stor gamechanger. I dag overser AI-agenter nemlig op mod 93 procent af den nonverbale kommunikation, de har med mennesker.
Det estimeres desuden, at omkring 50 procent af det globale AI-marked på 757 milliarder dollar – svarende til 4.770 milliarder kroner – involverer interaktion mellem mennesker og AI-agenter. 40 procent af disse interaktioner regnes med at kunne drage fordel af, at AI-agenten forstår den nonverbale kommunikation.
Hos EIFO ser de derfor også et stort perspektiv i Interhuman AIs banebrydende teknologi. Mathias Kaasgaard, der er Investment Manager hos EIFO, udtaler følgende:
“Det er det næste meningsfulde skridt indenfor AI-industrien. Med sin teknologi dybt forankret i videnskabelige opdagelser i AI- og datalogimiljøet på DTU demonstrerer virksomheden, hvilket stærkt grundlag vi har for AI-økosystemet i Danmark, og hvordan vi kan bidrage til europæisk innovation inden for nye og transformative teknologier. Det er teknologi, der gør en forskel, og vi tror på, at stifterteamet er ekstraordinært godt rustet til at realisere det.”
Den samme holdning deler Alexander Viterbo-Horten, der er partner i PSV Tech.
“Interhuman AI er netop den type teknologiske gennembrud, Europa har brug for. Det viser, at europæiske grundlæggere kan gå forrest inden for AI, samtidig med at de værner om de etiske og videnskabelige standarder, der skal definere global tillid til teknologi,” siger han.