Hosted.ai lander en seed-runde på 19 millioner dollars, ledt af Creandum. Selskabet vil tjene penge på den computerkraft, GPU, som AI-industrien i dag betaler for – men aldrig bruger. I dag lejer virksomheder computerkraft til at køre deres AI-systemer og bruger i gennemsnit kun 40 procent af den. Resten bliver betalt – og ignoreret. Det […]
Hosted.ai lander en seed-runde på 19 millioner dollars, ledt af Creandum. Selskabet vil tjene penge på den computerkraft, GPU, som AI-industrien i dag betaler for – men aldrig bruger.
I dag lejer virksomheder computerkraft til at køre deres AI-systemer og bruger i gennemsnit kun 40 procent af den.
Resten bliver betalt – og ignoreret. Det er dét problem, som Hosted.ai adresserer.
“Den GPU-infrastruktur, der driver AI i dag, er vanvittigt ineffektiv,” siger Ditlev Bredahl – CEO i Hosted.ai – til techmediet Silicon Angle. Han uddyber:
“Kunderne er tvunget til at leje GPU som en statisk ressource, fordi det er den eneste måde, operatørerne kan sælge den på. Og AI-opgaver lader i gennemsnit omkring 60 procent af den GPU stå ubrugt.”
Samler flere kunders opgaver
En GPU (Graphics Processing Unit) er en specialiseret elektronisk kredsløbsenhed, der oprindeligt blev designet til hurtigt at behandle og rendere billeder, videoer og 3D-grafik til computerskærme.
Nu er GPU’en så blevet hjørnestenen i AI på grund af evnen til at udføre tusindvis af små opgaver simultant.
Og Hosted.ai vil altså ændre på al den spild, man ser ved brug af GPU-infrastruktur.
I stedet for at sælge kapacitet i store, faste blokke samler selskabet flere kunders opgaver og kører dem side om side på den samme hardware. Kunderne betaler kun for det, de faktisk bruger. Mens udbyderne får penge for kapacitet, der ellers ville gå til spilde.
Ifølge Ditlev Bredahl kan det øge outputtet på eksisterende infrastruktur op til fem gange.
Creandum i spidsen for runden
Den købte investorerne, og Seed-runden landede altså på 19 millioner dollars med Creandum i spidsen – og med deltagelse fra Repeat VC og danske People Ventures.
Creandum er en af Europas mest anerkendte venturefonde med Spotify og Klarna i porteføljen. At de sætter penge i dansk infrastruktur sender et signal om, at der er reel appetit på europæiske alternativer – ikke ved at matche de amerikanske giganter på størrelse, men ved at være smartere med den kapacitet, der allerede eksisterer.
Hosted.ai konkurrerer med etablerede spillere som Together Computer, Runpod og Vast.ai – men mener at have fundet sin niche i kombinationen af konkurrencedygtige priser, produktionsklar driftssikkerhed og den europæiske vinkel.
Hosted.ais primære målgruppe er de såkaldte neoclouds – de mindre, uafhængige cloud-udbydere, der de seneste år er skudt op som alternativ til Amazon, Google og Microsoft.
De har investeret tungt i hardware, men kan ikke altid sælge al kapaciteten. Ubrugte servere æder driftsomkostninger uden at generere omsætning – og det mærkes på bundlinjen.
Med Hosted.ais platform kan de publicere ledig kapacitet på et fælles marked, hvor udbydere handler indbyrdes og udvider deres geografiske rækkevidde. Det giver dem en ny indtægtskilde – og kunderne får billigere og mere fleksibel adgang til kapacitet.
Et europæisk alternativ
Desuden fremhæves det, at Hosted.ai er en del af det lange seje træk – at frigøre Europa fra techgiganterne.
Den amerikanske dominans er som bekendt et stigende problem for europæiske virksomheder og offentlige institutioner, der ønsker at holde data inden for EU’s grænser.
Hosted.ai positionerer sig her som svaret: En platform med europæiske udbydere, konkurrencedygtige priser og regional forankring i en tid, hvor debatten om digital selvbestemmelse fylder mere og mere på bestyrelsesgangen og i Bruxelles.
Læs mere: