AI-virksomheden Anthropic oplever stigende efterspørgsel. Nu modtager de en bemærkelsesværdig investering fra en konkurrent. Sidste uge skrev 24Victoria om AI-selskabet Anthropic, der meddeler at lancere en ny AI-model, som efter sigende er så intelligent, at den kan finde og udnytte huller i cybersikkerheden. Flere eksperter slår dog tvivl om validiteten af denne påstand og peger på, […]
AI-virksomheden Anthropic oplever stigende efterspørgsel. Nu modtager de en bemærkelsesværdig investering fra en konkurrent.
Sidste uge skrev 24Victoria om AI-selskabet Anthropic, der meddeler at lancere en ny AI-model, som efter sigende er så intelligent, at den kan finde og udnytte huller i cybersikkerheden.
Flere eksperter slår dog tvivl om validiteten af denne påstand og peger på, at udmeldingen kan være et forsøg på at tiltrække opmærksomhed og investeringer.
Nu går techgiganten Alphabet, der står bag Google, ind i virksomheden og vil investere 40 milliarder dollar i Anthropic. Det skriver Bloomberg News ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Beløbet svarer til 255 milliarder danske kroner.
I første omgang har Alphabet forpligtet sig til at investere ti milliarder dollar, og vil investere den øvrige del, hvis Anthropic opfylder en række mål.
Anthropics sprogmodel, Claude, er en direkte konkurrent til Googles Gemini, og der er dermed tale om udviklingen af et interessant samarbejde midt i AI-kapløbet.
Flere vil have et stykke af kagen
Anthropic har oplevet en skarp stigning i efterspørgslen på det seneste.
Selskabet er ifølge Reuters nemlig begyndt at fokusere på at træne Claude til også at kunne kode, og det har givet selskabet en større kundeskare.
Derfor er Alphabet også langt fra den eneste, som har vist interesse i Anthropic, der er kendt for at have særlig fokus på AI-sikkerhed.
I februar rejste Anthropic 30 milliarder dollar i en finansieringsrunde, som værdiansatte selskabet til 380 milliarder dollar.
I november sidste år gik Nvidia og Microsoft sammen om at investere 15 milliarder dollar i selskabet. Investeringen var en del af en aftale, hvor Anthropic forpligtede sig til at købe cloud-tjenester hos Microsoft for 30 milliarder dollar og til at bruge Nvidias nyeste chipteknologi.
Grundet den store efterspørgsel er Anthropic også begyndt at jagte mere computerkapacitet, hvilket har ført til en række andre store aftaler – blandt dem, en flerårig aftale med cloudinfrastrukturfirmaet CoreWeave samt en aftale med Google, som skal give AI-selskabet adgang til mere kapacitet.
| Fakta: Anthropic Anthropic er en amerikansk AI-virksomhed, der udvikler avancerede sprogmodeller og fokuserer særligt på sikker og ansvarlig kunstig intelligens. Selskabet blev grundlagt i 2021 af tidligere OpenAI-medarbejdere, herunder Dario Amodei, og har hurtigt positioneret sig som en af de førende aktører i AI-branchen. Virksomhedens mest kendte produkt er chatbotten Claude, som konkurrerer direkte med løsninger fra blandt andre Google og OpenAI. Anthropic arbejder ud fra en tilgang, de kalder “constitutional AI”, hvor modellerne trænes til at følge et sæt etiske principper for at gøre dem mere sikre og pålidelige. |
Læs mere: