Konflikten mellem to af verdens største teknologiselskaber er eskaleret markant. Apple har anlagt sag mod OpenAI og to tidligere Apple-medarbejdere, som selskabet beskylder for at have stjålet forretningshemmeligheder til brug i OpenAI’s hardwareudvikling.Apple beskylder OpenAI for at stå bag en koordineret indsats for at skaffe adgang til fortrolige oplysninger om blandt andet produktdesign, produktionsprocesser og […]
Konflikten mellem to af verdens største teknologiselskaber er eskaleret markant. Apple har anlagt sag mod OpenAI og to tidligere Apple-medarbejdere, som selskabet beskylder for at have stjålet forretningshemmeligheder til brug i OpenAI’s hardwareudvikling.
Apple beskylder OpenAI for at stå bag en koordineret indsats for at skaffe adgang til fortrolige oplysninger om blandt andet produktdesign, produktionsprocesser og forsyningskæder.
Søgsmålet er indleveret til en føderal domstol i Californien og retter sig både mod OpenAI og to tidligere Apple-profiler, der nu arbejder for AI-virksomheden, skriver Reuters.
“Hos Apple udvikler vores teams konstant banebrydende teknologier for at skabe de bedste produkter og tjenester i verden. At beskytte deres arbejde og intellektuelle ejendomsret er noget, vi tager meget alvorligt,” skriver Apple i en erklæring.
Apple: OpenAI brugte tidligere medarbejdere
Ifølge søgsmålet har de to tidligere Apple-ansatte – en tidligere systemingeniør og den tidligere vicepræsident for produktdesign af iPhone og Apple Watch – taget eller anvendt fortrolige oplysninger, efter de skiftede til OpenAI.
Apple hævder blandt andet, at den ene medarbejder beholdt sin arbejdscomputer og senere udnyttede en fejl til fortsat at få adgang til Apples interne systemer, hvorfra der angiveligt blev hentet fortrolige dokumenter.
Den anden beskyldes for at have videresendt information om leverandører og interne analyser før sin afgang.
“At OpenAI nu beskæftiger folk, som engang blev betroet Apples forretningshemmeligheder, giver ikke OpenAI ret til at bruge de oplysninger til at kickstarte sin hardwaresatsning,” skriver Apple i søgsmålet.
Kan få betydning for AI-hardwarekapløbet
Sagen markerer en ny optrapning i konkurrencen mellem Apple og OpenAI, der i de seneste år er gået fra samarbejdspartnere til konkurrenter på AI-området.
OpenAI arbejder i øjeblikket på en ny generation af AI-drevne hardwareprodukter, blandt andet gennem selskabets hardwareforretning og opkøbet af io Products.
Apple mener, at udviklingen bygger på virksomhedens fortrolige oplysninger – en påstand, som OpenAI afviser.
OpenAI har i en udtalelse sagt, at selskabet “ikke har nogen interesse i andre virksomheders forretningshemmeligheder” og fastholder, at teknologien udvikles uafhængigt.
Apple kræver erstatning og et retsligt påbud, der skal forhindre OpenAI i at anvende de omstridte oplysninger.
Sagen bliver fulgt tæt i techbranchen, fordi den kan få betydning for, hvor grænsen går for rekruttering af nøglemedarbejdere og brugen af fortrolig viden i kapløbet om næste generation af AI-hardware.
Læs også: