Anthropic forbereder sig på at indsende de sidste børsnoteringspapirer så tidligt som ved udgangen af august. Det skriver Yahoo Finance, Bloomberg og Reuters. Ifølge Bloomberg sigter selskabet efter at matche eller overgå SpaceX’ rekordstore børsnotering på 75 milliarder dollar. Går det efter planen, når Anthropic børsen før konkurrenten OpenAI, der først ventes at gå på […]
Anthropic forbereder sig på at indsende de sidste børsnoteringspapirer så tidligt som ved udgangen af august. Det skriver Yahoo Finance, Bloomberg og Reuters.
Ifølge Bloomberg sigter selskabet efter at matche eller overgå SpaceX’ rekordstore børsnotering på 75 milliarder dollar. Går det efter planen, når Anthropic børsen før konkurrenten OpenAI, der først ventes at gå på børsen senere i år eller i starten af 2027.
Anthropic blev grundlagt i 2021 af de tidligere OpenAI-medarbejdere Dario Amodei (CEO) og hans søster Daniela Amodei. Selskabet blev for alvor en tung spiller i erhvervssegmentet, efter kodningsværktøjet Claude Code slog an hos virksomhedskunder – siden er det fulgt op af blandt andet Claude Cowork og integrationer til Microsoft 365.
Anthropic hentede i maj 65 milliarder dollar ved en værdiansættelse på 965 milliarder dollar, mens OpenAI i marts rejste 122 milliarder dollar til en værdi af 852 milliarder dollar. Ifølge Wall Street Journal havde OpenAI i andet kvartal en omsætning på 6,2 milliarder dollar, en stigning på 18 procent fra kvartalet før. Anthropics omsætning i samme kvartal var ifølge Bloomberg 11,5 milliarder dollar – en 14-dobling i forhold til samme kvartal året før.
Anthropic har samtidig været i clinch med Trump-administrationen, som har forsøgt at begrænse forsvarsministeriets brug af selskabets AI til udvikling af fuldautonome våben og masseovervågning, og som har udpeget Anthropic som en trussel mod forsyningskæden. Både Anthropic og OpenAI er desuden under pres fra billige open source-alternativer, særligt fra Kina.