Anthropic investerer 100 millioner dollar i et nyt uddannelsesprogram, Claude Frontier Academy, som inden udgangen af 2027 skal uddanne 10.000 AI-ingeniører. De skal hjælpe virksomheder med at tage AI i brug i den daglige drift. Programmet er for ingeniører fra virksomhederne i Claude Partner Network, Anthropics netværk af samarbejdspartnere. Når de er færdige, skal de […]
Anthropic investerer 100 millioner dollar i et nyt uddannelsesprogram, Claude Frontier Academy, som inden udgangen af 2027 skal uddanne 10.000 AI-ingeniører. De skal hjælpe virksomheder med at tage AI i brug i den daglige drift.
Programmet er for ingeniører fra virksomhederne i Claude Partner Network, Anthropics netværk af samarbejdspartnere. Når de er færdige, skal de kunne arbejde som det, Anthropic kalder “frontier deployed engineers”, altså ingeniører, der kan omsætte en AI-idé til en løsning, som virksomheden kan bruge i praksis.
Ifølge Steve Corfield, global head of business development and partnerships hos Anthropic, bygger undervisningen på de samme metoder, som selskabet bruger til at oplære sine egne ingeniører.
“Claude Frontier Academy uddanner folk på samme måde, som vores egne ingeniører lærer det,” siger han ifølge CNBC.
Virksomhederne mangler AI-folk
Det første forløb er for softwareudviklere med et solidt teknisk fundament og erfaring med at bygge løsninger på store sprogmodeller. Det er ikke et krav, at de har arbejdet med AI-agenter før. Efter undervisningen kommer deltagerne i praktik i en virksomhed, hvor de får sparring fra Anthropics ingeniører. De første ventes at blive certificeret i begyndelsen af 2027.
Satsningen kommer, mens efterspørgslen på AI-ingeniører stiger kraftigt i mange brancher. Mange virksomheder har i dag adgang til stærke AI-modeller, men mangler medarbejdere, der kan integrere dem i de eksisterende systemer og få projekterne videre fra forsøgsstadiet.
Ifølge CNBC lancerer Anthropic programmet, mens selskabet gør klar til det, der ventes at blive en historisk børsnotering. Flere iagttagere peger på, at programmet også styrker Anthropics greb om erhvervskunderne. Når en virksomheds ingeniører er uddannet i Claude, bliver det nemlig sværere at skifte til en anden AI-leverandør.
Kilde: CNBC